Foto: Claus Hellgren Larsen
Jeg kan ikke huske at have oplevet new zealandsk musik i Danmark. Det var nu ikke det eksotiske islæt, som gjorde mig interesseret i at høre Nadia Reid, men lytning til hendes album Listen to Formation, Look for Signs. Her viser hun et stort sang- og sangskrivertalent. Desuden passer hun perfekt til min egen kategori af sangere, som jeg kalder soothers (’trøstere, dulmere’).
Disse sangere kan med bare deres stemme skabe en stemning, som beroliger og heler sjælen. Det er sangere som Kate Wolf, James Taylor, Shannon Whitworth og Norah Jones. Fælles for dem er, at de synger i et afslappet stemmeleje og mestrer kunsten at synge en ballade intenst og troværdigt. De kan være melankolske uden at være kedelige.
Desværre havde Nadia Reid problemer, som bevirkede, at hun kun sporadisk nåede niveauet fra albummet. Hun virkede u-fokuseret, havde problemer med at ramme det rigtige tempo og med at adressere publikum. Hun undskyldte, og vi må formode, at dette bare var en off night. Alligevel fik vi lejlighed til at nyde hendes meget fyldige stemme, og især sangen Call The Days (as they were known) var vellykket og blev mere bevægende end nervøs. Og så fik vi også bevis for, hvorledes ikke-programmeret musik og musikere kan skabe en vis uforudsigelighed.
Hun havde selskab af et par new zealandske musikere, og de var midt i en kort og hektisk Europaturné. Vi fik et par smagsprøver fra Reids nye album, som snart udkommer. Det lød meget lovende, og måske skal vi til at holde øje med ”new zealandsk kiwi-folk”!
