Mere Mundo-musik i Tivoli

Nuala Kennedy

Nuala Kennedy

Som mange nok har set omtalt her, byder Tivoli på folk, roots og verdensmusik hver mandag gennem sæsonen. Forhåbentlig har mange af jer også været der til nogle af koncerterne, som spiller mellem kl. 19 og 20.30 under navnet Mundo Mandag og har gjort det de seneste år.

Den næste håndfuld navne giver et godt billede af, hvor alsidigt programmet er. Her kommer en svensk sangerinde, som med sit band fortolker jiddische sange. Senere et band, der foruden den fine, irske sangerinde Nuala Kennedy består af franske og italienske musikere, som hver især også er et solonavn. Desuden bydes på amerikansk roots og på dansk ska/reggae. Når dette læses, har det vilde engelske folk-sigøjner-punkband The Great Malarkey utvivlsomt henrykt publikum, der som trofaste fans er dukket op, eller dem der tilfældigt er passeret forbi – og så stopper man altså for at opleve dette højenergiske band, som mange i Danmark kender fra bl.a. populære og propfyldte koncerter på Tønder Festival.

De fire kommende mandage kommer vi altså igen godt ud i hjørnerne. I datoorden: 30 maj danske Leo & The Lineup, som giver den totalt gas med backingband og fire sangerinder med flot og glad dansemusik i diverse genrer. Mandag 6. juni Voyage de Nuit på scenen. Bandet mikser traditionel irsk musik med Nuala Kennedy på vokal og fløjter med Philippe Guidot på guitar, Francois Bregnot på violin, viola og vokal. Filippo Gambette på harmonika og Hamid Gribi på percussion. Midt i juni – d. 13. – gælder det Louisa Lyne& The Yiddische Kappleye – en spændende, nordsvensk fortolker og elsker af de traditionelle, jødiske toner og hendes musikbagland.

Amerikanske Dan Will er centrum for musikkollektivet Old Salt, der mødtes i Slovenien for tre år siden. Kulturelle grænser krydses og udvides, når gruppen sammen fortolker Dan Wills sange og traditionel amerikansk musik. Det gør de 20. juni. Når det er sagt, ja, så følger der endnu mange musikmandage på Harmonipavillonen i juli, august og september, og dem ser vi på hen ad vejen.

 

 

Live: Dreamers’ Circus og Väsen: Vega, Kbh.

Väsen Foto: Claus Hellgren Larsen

Väsen Foto: Claus Hellgren Larsen

Skulle vi ikke rigtig tidligere have præsenteret svenske Väsen, er her en kort bio: Olov Johansson og Mikael Marin begyndte at spille sammen i 1980. De opsøgte nogle lokale (Uppland) ældre spillemænd for at lære den traditionelle musik. I ’89 mødte de Roger Tallroth og begyndte efterhånden at få nye kompositioner på repertoiret. I ’94 blev de involveret i et rockmusikprojekt og spillede nu på de store festivalscener. Her mødte de percussionist André Ferrari og blev en kvartet fra 1996-2002. Den turnerede i Europa, USA og Canada, optrådte bl.a. på radioshowet A Prairie Home Companion.De vendte de tilbage til trio-opstillingeni 2002, selv om Ferrari nu og da gæster bandet. Väsen har undervejs udgivet en håndfuld CD’er og modtaget talrige priser i Sverige.

På hhv. femstrenget violon, 12-strenget guitar og vist nok 16-strenget nøgleharpe inkl. resonator-strengene kunne deres instrumentalmusik nemt gå hen og blive ensformig, men nej: De forstår intelligent at variere deres fortrinsvis egne numre. Foruden tempo- og lydstyrkeskift bruger de en indre dynamik, som gør deres musik meget levende, og så er det smart at spille et helt nummer pizzicato. Jeg spurgte Tallroth om hans helt personlige måde at stemme guitaren på, og han fortalte, at han denne aften brugte en ADADAD-stemning, og at han brugte specielle dybe strenge (bl.a. en tyk nylonstreng). Derfor fungerer guitaren som både bas, rytme og soloinstrument, og han kan oven i købet være med, når violonen og nøgleharpen leger sammen med melodistykkerne. Uanset forklaringen, så kan man ikke undgå at blive draget med i energiudladningerne, når de folder sig ud.

Dreamers' CircusFoto: Claus Hellgren Larsen

Dreamers’ Circus Foto: Claus Hellgren Larsen

Meget af det samme kan man sige om Dreamers’ Circus. Vi har tidligere – med rette – skamrost dem, og de bliver bare bedre. De har opbygget en decideret fanskare, som begejstret modtog dem i Vega, og igen blev vi forkælet med et flot, varieret show. Deres virtuositet er ubestridelig, deres sammenspil, udadvendthed og spilleglæde er smittende.

Aftenen sluttede med begge orkestre på scenen i et par numre og efterfølgende jubelbrøl, som sjældent opleves til folkemusikkoncerter. Vi havde fået både højtidelig kammermusik og vild dansemusik spillet så elegant, at jeg for en gangs skyld ikke savnede en god sang. Vi havde også fået en værdifuld indsigt i moderne skandinavisk folkemusiks fremtid – og den ser godt ud.

Festivalsæsonen er over os

Laura Mo.

Laura Mo.

Så er det lige før, at festivalsæsonen begynder. 26.- 29. maj går det løs i Jelling, og her er Eivør, Laura Mo, Esben Langkniv og Thomas Buttenschøn på programmet fredag. Lørdag kan man lytte til bl.a. Jonah Blacksmith, Tom Donovan, Lars Lilholt Band – og så er der nok mange, der glæder sig til The Lone Bellow. Om søndagen er det bl.a. hjemlige navne som Signe Svendsen og KrebsFalch, der står på plakaten.

 

Kløften Festival i Haderslev bliver afviklet 23.- 25 juni, og her kan man glæde sig til kendte navne fra andre festivaler – nemlig KrebsFalch, Lars Lilholt og Tom Donovan. Desuden giver Ester Brohus festivalen en god country-indsprøjtning.
KrebsFalch går i øvrigt en travl sommer i møde, for de skal også til Nibe, Langeland, Skagen og Vig, ligesom de OBS: spiller på Plænen i Tivoli d. 27. maj kl. 22. Vig Festival i det nordsjællandske får også besøg af Tørfisk og Sebastian. Lars Lilholt skal også til festivalen i Nibe og til Bork Havn. Desuden afholdes Fanø Free Folk 24.-28. juli med mange nye navne, og der vil deltage 20 bands på og omkring Sønderho Forsamlingshus.
Oysterband

Oysterband

30. juni til 3. juli bliver travle dage på festivalfronten. Her er der masser af folk ved både Skagen Festival og Tunø Festival. På sidstnævnte festival er Jacob Dinesen med på åbningsdagen og efterfølges 1. og 2. juli af eksempelvis Northern Assembly og Jonah Blacksmith.

 

Skagen Festival har mange store navne på den lange liste over musikere og bands. På selve åbningsdagen spiller såvel Johnny Logan og Neighbours med deres respektive Friends. Det er i øvrigt Helge Engelbrecht, der bliver årets modtager af Den Danske Folkemusikpris, som er blevet uddelt siden 1995 – det vender vi tilbage til. Også det unge band Songs For Iris er på scenen torsdag. Fredag aften har fem sangskrivere på programmet, og med Allan Olsen og Dorthe Gerlach blandt deltagerne bliver underholdningen i topklasse. JP & The Seeger Session Band er garanti for en festlig afslutning på aftenen, hvor man også kan opleve et spændende bekendtskab fra Shetland i form af The Revellers.
Songs for Iris

Songs for Iris

Lørdag kan man opleve Oysterband, som sidste år gav en fantastisk koncert, og ellers kan nævnes den canadiske sangfugl Melanie Dekker, The Kilkennys, Bound By Law og Cairdeas. Oysters 3 er søndag med til at lukke og slukke Danmarks nordligste festival. Lars Lilholt, som også er flittig gæst ved sommerens festivaler, skal spille ved Samsø Festival 20.-23. juli, hvor også Dissing og Las medvirker. August er traditionelt en travl måned på folk-fronten, og det vender vi tilbage til inden så længe.

Snart tid til årets Folk & Roots Festival på Halkær Kro

Eivør Foto: Per Dyrholm

Eivør Foto: Per Dyrholm

Om et par uger, 2. til 5. juni, er det igen tid til den årlige Halkær Festival på kroen ved Limfjorden. Igen i år har arrangørerne sammensat et alsidigt og flot, international program, der aldrig ligner andres, og som starter med gratis entré torsdag til musik med John McDonald og Sutherland Accordion & Fiddle Club.
Fredag aften bydes man på Færøernes fantastiske sangerinde Eivør med trio. Før hende spiller Haltadans fra Shetland, og efter en garanteret tryllebindende koncert med Eivør i centrum følger Cimbaliband fra Ungarn. Dette band spiller også op til natbal fra kl. 23.
Som sædvanlig er der masser af aktiviteter udover musikken, f.eks. indledes fredag med et foredrag om økologi, før man så kan afhente sit festivalarmbånd eller købe billet. Naturligvis serverer Halkær Kro også en fin, økologisk menu fredag og lørdag inden koncertstart. Hele lørdagen er der gang i den med bl.a. mulighed for massage, mark- og naturvandring med Eskil Romme, børnetelt og cirkusklub. Rent musikalsk står ROD på programmet mellem 13 og 14, mens der senere er skotsk danseworkshop og desuden whiskysmagning også med musik fra bl.a. Rod Sinclair til.
Lørdag aften får publikum glæde af irsk/skotske Ross Ainslie & Jarlath Henderson Trio og bagefter af Voyage de Nuit – et band med bl.a. irske Nuala Kennedy foruden franske og italienske musikere. De spiller også på Ellegården i Sommersted d. 1. juni og i Tivoli til Mundo Mandag d. 6. juni. Den allerede superfine lørdag rundes af med Moussa Diallo Band (Mali/Gambia).
Søndag slutter festivalen af med en afslutningskoncert med mange af de allerede nævnte navne og bagefter mulighed for en god frokost. Se meget mere om det hele på www. halkaer.dk

Folk Fantastiq klar igen

Den 3. og 4. juni er der folk & fest i gaden i Svendborg, når en række sangskrivere & folkemusikere indtager Torvet og Ribers Gaard. Festivalen stiller spørgsmålet, om folk er eksempelvis en singer/songwriter med hang til banjo, en violinist med styr på traditionerne eller akustisk pop i forklædning, og svaret er: ”Vi synes selv, at det hele er fantastisk, og der er musikalske overraskelser for dem, der gerne vil opleve noget nyt. Her er ingen hovednavne, men en masse ny musik for dem, der vil udforske folk-genren”.
For Folk Fantastiq er den festival, hvor man skal opleve nyt og blive inspireret. Dykke ned i den danske undergrund og høre musikere, som ikke lige nødvendigvis er opdaget endnu af radio og TV. Men måske bliver det fremover. Musik skal bare fejres. Fredag på Torvet spiller Mads Beldring med band og Bare Rolig, der gør sig i 70’eragtige protestsange og folkie-duoen Hviid. Samme aften spiller Kristoffer Munck sange fra Mellemblond solo, The Gun følger efter med americana og Burning Velvet på Harders. Festivalens første dag rundes af med LEW og Nils Gröndah, som ”råber og spiller tysk punk-fiol”, som der står i pressemeddelelsen.
Lørdag d. 4. juni fortsætter festivalen med musik og dans i den hyggelige Ribers Gård: ROD, Cisser, Tobias Strandvig, Grønt Lys (solo), Dirty Old Town solo og Medicinmanden. Det sker i løbet af dagen, mens aftenens koncerter begynder med akustisk folk fra den skotsk-canadiske duo Alasdair Fraser & Natalie Haas fulgt af Fromseier*Hockings. De to har så faktisk været på TV, ofte endda, og sangerinden Katinka, der fortsætter musikken, ligeledes. For hun gav et nummer, da Kronprinsparrets Priser for 2015 blev uddelt i oktober, og det hele blev TV- transmitteret fra Kulturværftet i Helsingør. Festivalen slutter med dansefest til elektronisk afro-reggae og tysk rap med 100% Max Akwaaba.
Foreningen Folk Fantastiq har Nicolai Wøldike Schmith og Anders Andersen i spidsen, og også Harders og Musik på Torvet står bag festivalen. Den er støttet af Svendborg Musikråd, Kunstfonden og Fonden for Fynske Bank. Billetter er i forsalg på www.sydfynsbilletten.dk

Dreamers’ Circus gør væsen af sig

DC RoskildeDet må de godt, for det er koncerterne sammen med svenske Väsen, der giver anledning til det lille ordspil. De må såmænd godt alligevel, for de har meget at have det i. Som man kan læse på Vegas omtale af den kommende koncert, og som mange andre også ved, så ”er folkemusikken inde i en kæmpe udvikling. Musikken er blevet hip og tiltrækker et ungt publikum. Dreamers’ Circus er ikke et produkt af dette, men en af hovedkræfterne bag”.
Og der står i en anmeldelse på siden, at ”gruppen arbejder ud fra den forståelse, at folkemusikken er så stærk, at den kan holde til hvad som helst. Den stortrives, når den bliver udfordret og udvidet”. Derfor holder DC meget af at dele koncerter og gå på scenen med andre musikere. 

Väsen

Väsen Foto: Per Dyrholm

Det gør de to gange i denne uge, nemlig på torsdag d. 19. maj i Mantziusgården i Birkerød og fredag d. 20. i Vega. Her deler de glad og gerne rampelyset med supergruppen fra Sverige, som er DC’s ’all time heroes’ og gode venner. Det bliver folkemusikkens aften i Vega. Sidst blev der hurtigt udsolgt, så tøv ikke for længe.
En uge efter, fredag d. 27. maj, er DC fløjet til Aberdeen, hvor de også er i godt selskab – nemlig også med et af deres favoritbands, nemlig LAU. Det sker på The Lemon Tree og er led i The Northern Arc Sessions – koncerter, der ofte sammensætter skotske navne med nordiske. Allerede dagen efter går turen til Bergen, hvor de deltager i Bergen Festspillene med deres flotte musik & featuring Selena Munoz.

 

På Grundlovsdag d. 5. juni spiller bandet på Himmelbjerget, og dagen efter på Café Ellegaard i Sønderjylland. Juli byder på koncert på Inselleuchen Festival i Marienwerder i Tyskland d. 9., fulgt af et smut til Norge igen, hvor DC spiller på Førde Festival for første gang. Først et kort sæt ved festivalgallaen d. 10. juli og dagen efter en hel koncert. Ser vi længere frem, så venter der en række koncerter langt væk – nemlig i Japan. Det sker fra 26. november til 4. december og ser foreløbig ud til primært at være omkring Tokyo. Jo, der er gang i folkemusikken og absolut i Dreamers’ Circus karriere.

Live: Exners Kunsthandel, Sønderho: Troy MacGillivray, Michael Graubæk & Tove de Fries

tove michaelDenne onsdag aften var vi vidner til en ganske speciel koncert i den lille Exners Kunsthandel i Sønderho på Fanø. Fru Exner arrangerer jævnligt musikaftener med karakter af dagligstuekoncerter. Den vel nok førende traditionelle violin- og klaverspiller fra Cape Breton i Canada, Troy MacGillivray, har gode kontakter på Fanø og var på øen nogle dage. Den danske violinspiller Michael Graubæk var netop i Esbjerg den dag for at undervise på konservatoriet.
Violinspiller Tove de Fries er bosiddende i Sønderho og er MacGillivrays nærmeste kontaktperson på stedet. De nævnte forhold fik de tre yderst kompetente musikere til hurtigt at aftale en fælles koncert og i øvrigt ”tage den fra hoften”. Resultatet blev en charmerende og afslappet blanding af koncert og åben workshop med musik og gode fortællinger.
Michael Graubæk lagde ud med at berette om sit øjeblikkelige arbejde med at finde ”glemt musik” og præsenterede os på sin mobil for den gamle ”Trompetpolka” med Bror Kalles Kapel – som han mente, at nok kun vi i den skimlede generation kendte til. Nok er stykket i blæsertonearten Bb, som absolut ikke er violinvenlig, og nok er det en yderligere udfordring at omsætte trompetteknikken til violinbuen, men som nævnt er Graubæk ikke ueffen på sit instrument. Altså ”Trompetpolka” på violin. Hvorfor ikke?
Troy MacGillivray fortalte om sin traditionsmusik på Cape Breton, der jo er en ø i Nova Scotia. Som navnet siger, er rødderne derovre skotske indvandrere, og han valgte et sæt stykker fra Shetlandsøerne som sin indledning.
IMG_0421Tove de Fries valgte at åbne med fokus på musikalske fællestræk mellem Cape Breton og Danmark. Den angelsaksiske jig er oprindeligt fransk med betegnelsen ”gigue”, og den samme type stykker findes også her i landet. ”Undervisningen” mundede ud i et par danske trekantede sløjfer, som gik over i en jig fra Cape Breton. Yderligere fortalte hun om den danske ”Kræn Bysteds Reinlænder”, som er næsten identisk med en reel fra Cape Breton – og begge blev selvfølgelig spillet. I denne forbindelse var det naturligt lige at mindes og ære Fanøs første kontakt til Cape Breton, den desværre for tidligt afdøde violinist Jerry Holland – og selvfølgelig spille en af hans kompositioner.
Således blev vi begavede med såvel underholdning som indsigt, godt krydret med afslappet humor. På forhånd var der i al hast aftalt nogle stykker, som to af dem eller de alle tre kendte, men meget andet kom også på den på stedet improviserede sætliste, og her viste det tre deres vældige musikalitet. Som hovedregel var de hurtige til at falde ind og få musikken til at hænge fornuftigt sammen.
I pausen blev der hyggesnakket over en forfriskning, og det var ikke sådan lige at få sendt tilhørerne tilbage på deres pladser. Derfor begyndte de tre musikere ganske enkelt bare at spille og gjorde på den måde opmærksom på, at pausen ikke varede resten af aftenen.
Nu var musikerne blevet varme, og musikken, og beretningerne fik stadig mere glød. MacGillivray er af musikerslægt og fortalte bl.a.om sin bedstemor, der ikke er højere end ”sådan” – og holdt sin hånd sådan cirka midt på brystet. Desuden fyrer hun i sin brændeovn året rundt. Der er nok omkring 50 grader konstant i hendes lille stue. Ja, kunne Tove tilføje, da en gruppe Fanøfolk var på Cape Breton sidste år med bl.a. omkring to meter høje Jens Mou, gik hun ham kun til bæltestedet – og en af pigerne fik brandmærker på sine bukser, selv om hun stod knapt en meter fra brændeovnen.
Jo, nu var der gået historier i den, afløst af herlig musik. De havde både snakket og spillet sig varme. Graubæk diverterede med mere blæsermusik, denne gang bagerens ”Basunpolka”. Vi hørte fra de Fries om de to Vejle-spillemænd Frederik Iversen og Jens Andersen, der efter den første Lillebæltsbros færdiggørelse i 1935 mente, at de rejsende måtte have behov for at et stop på Vejleegnen – og indrettede et traktørsted. Graubæk havde skrevet et stykke musik i Cape Breton-stil, som han og MacGillivray spillede. Så mente Tove, at hun passende kunne gå ud og få sig en smøg. Mere formelt behøvede det vel ikke være.
Vi hørte om Venstrehånds-Jørgen, der kunne spille violin på fire måder: På både venstre- og højrehåndsviolin og med buen i både venstre og højre hånd. Det var også ham, der sagde, at spillemandsmusik ikke er for vegetarer. Der skal et solidt måltid til for at kunne spille igennem til mange timers bal. Tove de Fries er også af spillemandsslægt i flere generationer, og vi hørte om hendes far Niels, der stod op om morgenen klokken 5 for at ”røjt og malk”, gik på arbejde til klokken 17, kom hjem for at ”røjt og malk” og spillede om aftenen fra mandag til torsdag plus det løse i weekenderne. Somme tider kom han sent hjem og havde et par kammerater med. Så stod konen op og lavede sildemadder, kold kyllingesalat og sådan.
Stakkels MacGillivray blev snakket næsten ihjel af alle de danske fortællinger, men han var også kommet fra Alaska samme dag, forsvarede Graubæk ham med. Der var dog overskud til at fyre godt op under et fyldigt Cape Breton-sæt som afrunding på koncerten. Til stede var også nogle af de unge Fanø Fiddlers, der blandt andet arbejder med Cape Breton-musik, og en af dem blev af MacGillivray opfordret til at tage hans violin og spille med. Således fik denne fine afslappede og improviserede musik- og fortælleaften sin afslutning, men lagde naturligt op til videre snak og endnu en forfriskning.

Live: Kristy Cox: Karens Minde

Kristy coxKristy Cox’s musikalske opskrift er simpel. Hun mixer bluegrass med country. Det har fungeret for f.eks. Rhonda Vincent, og det fungerer også godt for Cox. Så godt at hun har fået stor succes og vundet en række priser hjemme i Australien.
Hun optrådte for tre år siden i Danmark, og denne turné i USA og Europa bragte hende tilbage i forbindelse med udgivelsen af hendes nye album Part of Me. Det blev et glædeligt gensyn og genhør med både hende og hendes flamske backingband Sons of Navarone, som også tidligere har givet koncerter i Danmark. Jo, folkemusik er international.
Sammen gav de en god koncert, som naturligvis mest bestod af nye sange. Lige fra uptempo bluegrassnumre som Another Weary Mile til hjerteskærende ballader som Daddy Doesn’t Pray Anymore og den drivende sentimentale Young Love Never Grows Old.   Cox forsøgte at engagere publikum, men vi var vist lidt tunge på sådan en mandag aften, så koncerten sluttede passende med et par stille numre.

Amerikaner, anarkist og en god ven af Danmark

David Rovics er blevet kaldt et nutidigt amerikansk svar på den legendariske Phil Ochs (1940 – 1976). Han optræder gerne med en T-shirt med den klart humoristiske og bevidst selvmodsigende inskription: ”I’m a better anarchist than you”. Han ser musikken som vejen til en bedre verden. Og omkring 3. september i år besøger David Rovics, igen, igen, Danmark. I den forbindelse vil han godt høre fra danske spillesteder og arrangører, der i ugerne før og efter savner et frisk, tankevækkende, energisk og provokerende musikalsk indspark. Så kontakt ham gerne gennem hjemmesiden www.davidrovics.com.

 
Indtil videre har David nemlig kun den faste aftale, at han lørdag d. 3. september skal spille til ”Pers fødselsdagsfest et sted i Jylland”. Han oplyser ikke, hvilken Per, det drejer sig om, eller hvor i Jylland, det er. Men det er bestemt ikke, fordi han ikke kender Danmark. For lige som den demokratiske præsidentkandidat, Bernie Sanders, er han glad for vores land, vores velfærdsmodel og relativt grønne miljøpolitik. Kærligheden er helt gengældt, men nok mest i de snævre miljøer, der færdes omkring røde bogcafeer, organisationer og politiske partier på venstrefløjen.

 
David Rovics er ikke nogen croonende skønsanger med en smuk og fyldig stemme eller en blid fingerspils-Segovia på stålstrengsguitaren. Ind i mellem virker det, som om hans lidt spinkle stemme er godt slidt og er ved at knække over. Eller som om guitaren er et maskingevær, der understøtter hans bidende pointer. Men for alle, der hungrer efter samfundsrelevans, hjernegymnastik, stillingtagen og engagerede tekster, er Rovics et fund. En koncert med ham gør en klogere på verden, på livet og på Amerika. Blandt hans forbilleder nævner han selv Jim Page (fra Seattle), Leon Rosselson, Bruce Springsteen, James Keelaghan og Robb Johnson.

 
Selv om Rovics endnu ikke er hverken Danmarks- eller verdensberømt, har han en kolossal pladeproduktion og et liv som singer/songwriter bag sig – og foran sig! I modsætning til næsten alle andre kunstnere, men helt i pagt med hans politiske overbevisning, kan man frit tage for sig af retterne: Han har bestemt, at al den musik, han har indspillet, er frit og gratis tilgængelig – både som mp3-filer og som noder. Se selv efter på hjemmesiden! Produktionen er næsten overmenneskeligt enorm. Over 30 plader er det blevet til på bare 20 år. Jeg kender ikke mange, der kan slå den rekord.

 
Han skriver selv om sine sange: “Værsgo at downloade mine sange. Brug dem til et hvilket som helst formål! Send dem til venner, brænd dem, kopier dem, spil dem i radioen, på internettet – hvor som helst. Musik er fællesskab. Ignorer de kommercielle musikindustriforetagender, der siger noget andet. Det er ikke tyveri at downloade musik, du gør ikke nogen ondt, det lover jeg. I hvert fald er det lovligt her, og jeg har selv gjort alle disse sange tilgængelige”.

 
Rovics bor sammen med sin datter og sin partner og er netop fyldt 49 år. Han tager gerne historiske emner op – især hvis de kan forbindes med og medvirke til at forandre nutiden. Så den spansk-amerikanske krig, den spanske borgerkrig og Adolf Hitler optræder ofte i hans sange, ligesom den by, han bor i: Portland, Oregon.

 
Hvis man har været i denne by, kan man ikke undgå at blive imponeret over dens cykelstier, dens fremtrædende kunst i gadebilledet og dens velfærdsprogrammer. Alligevel er Rovics selvfølgelig ikke helt tilfreds. Byen kan gøres bedre endnu, og han advarer i en af sine bedste sange, ”Occupy Portland”, mod gentrificeringen af byen. Altså den fremvoksende cafe-latte-kultur med et andet segment, der har råd til højere boligpriser, og som dermed truer med at forjage de dårligst stillede. Skriv til David Rovics. Han vil elske det.

Live: The Peregrines: Bartof Café

The Peregrines er et nyt transatlantisk, akustisk band, der spiller et ekstraordinært bredt repertoire. Medlemmerne kommer med forskellige baggrund, hvilket var tydeligt.
Joe K. Walsh har spillet med det traditionelle bluegrassband The Gibson Brothers, som besøgte Danmark for nogen tid siden. Han er mandolinspiller og sanger og kan høres på soloalbummet Sweet Loam. Desuden er han mandolinlærer på Berklee College of Music. Grant Gordy (guitar og sang) imponerede især med sit guitarspil. Hans seks års samarbejde med David Grisman kunne høres. Han kan spille traditionelt, men hans jazzede stil med masser af synkoperinger og improvisationer var overbevisende.
Ben Somers (bas og vokal) fra London har spillet og turneret med Dr. John, Seal og Taylor Swift, har deltaget i mange musikprojekter, undervist og desuden haft sit eget bluegrass- og oldtimeband. Alle tre har spillet sammen, men det var først, da de mødte fiddleren Bobby Britt, at de indspillede deres debutalbum og nu kom på en mindre Europaturné under navnet The Peregrines.
Disse fire exceptionelle instrumentalisters projekt er tydeligvis at afprøve og udfordre grænserne mellem den traditionelle og moderne akustiske musik. Som jazzmusikere forsøger de at lade musikken udvikle sig undervejs med masser af plads til improvisationer og opløsning af harmonimønstre og rytmer.
Det lykkes langt hen af vejen, selv om man kunne mærke, at det er et nyt projekt, og de skal lære hinanden bedre at kende. Visse steder kunne vokalerne også finpudses, men The Peregrines gav en imponerende koncert med et spændende repertoire, som blev ved med at overraske.