Jens Christensen var engang i meget yngre dage en sand mester som formidler af irske og skotske sange, men i de seneste mange år har kærlighedens fokus rettet sig mod tekster på modersmålet. For ikke så mange år siden slog han pjalterne sammen med Axel Kanne med en fortid i amerikansk folkemusik. En ikke uinteressant kombination af musikalsk bagage samlet omkring det danske. Deraf nærværende duo og dens debut-cd med ovennævnte titel. Så er den ultrakorte udgave af historikken til en side.
Ikke al musik skal nødvendigvis genrebestemmes, men duoen er selv inde på betegnelsen ”visepop”. Nok har der altid været en flydende grænse mellem netop viser og pop, men hvor poppen i sit væsen formidler et harmløst tekstindhold, har visegenren været karakteriseret ved fokus på poesi i den umiddelbart tilgængelige form, som det musikalske medie kræver. Nærværende meningsformidler hælder til betegnelsen ”visekunst”. Det er nok et lidt større ord, men når kunstbegrebet bringes på bane, er kravet en nærværende, dedikeret og personlig fortolkning af poesien, og det er præcis hvad Christensen formår.
Fortolkningerne forkæler os med en livsbekræftende duft af hjerteblod, og den ‘gamle’ fortolker har på ingen måde mistet sit særdeles kompetente stemmepotentiale. En ganske heldig kombination. Det faktum fremhæves af en produktion, der lægger sangen helt frem til højttalerstoffet. Når poesien samtidig holder vand, kan det aldrig gå helt galt – og det gør det da heller ikke. Såvel egen som andres potente poesi fortolkes, og nok er her både holdninger og hjemlig hygge, men harmløst bliver det aldrig. Anmelderen genkender et par af Christensens klassikere, hvoraf en enkelt endda er indspillet tidligere med hans nu hedengangne Troubadourbanden, men det skal der ikke hæves øjenbryn over. Der er god mening i at fastholde kærlighedsforhold, der består, og vise hvorfor.
En del af kunsten er også det tilpassede musikalske akkompagnement, der fremhæver poesien fremfor at drukne den. Også her forbliver den stramme anmelders pande uden furer. Kannes instrumentale bidrag med specielt dobroen gør sit til, at musikken ikke bliver glat og ligegyldig, og i syntese med de indkaldte studiemusikeres fint beherskede bidrag får luften omkring ordene den rette mætning. Der er ikke tale om svulstige instrumentale udladninger, men det er jo netop heller ikke meningen.
Der kan altid findes forbehold, men det er ikke altid nødvendigt. Derfor bliver den afrundende korte konklusion: ”Lykkekompot” er veldrejet visekunst.
CD: Christensen & Kanne: ”Lykkekompot” – egen udgivelse
