Sangere og sangskrivere fra Vendsyssel er noget særligt. De har noget, som de færreste andre har. De er rundet af deres udspring og ser ingen grund til at fornægte det, faktisk tværtimod. Allan Olsen, Mikael K, Niels Hausgaard og – Søren Krogh.

Han bosatte sig for efterhånden mange år siden på Vejleegnen, men forholder sig mere end nogensinde til Vendsyssel. Han har siddet på sit værksted oppe i Lønstrup og arbejdet på en planlagt albumtrilogi, hvoraf ”Havtornland” fra 2022 er det første. Nu foreligger det næste, ”Blågræs”.

Som titlerne antyder, rettes fokus alene på det land, Søren Krogh kommer fra. Havtornland er hans betegnelse for Vendsyssel. Her beskrives mere eller mindre tilpassede udkantsmennesker, for hvem skæbnen ofte har bestemt mere i deres liv end dem selv. Vi møder unge, der rammes af livet, længsel mod kærligheden der aldrig blev, ældre med eventyr der aldrig kom, erkendelse af selv at måtte søge udfordringen, demens og aktiv dødshjælp, banjomanden der dræbte præsten og anden lokalkolorit. Der viges tilmed ikke tilbage fra kritiske kommentarer til tidens tendenser og tildragelser.

Søren Krogh

Sangene skal ikke vurderes æstetisk i en poetisk kontekst. Det er ikke som sådan poesi, men enkelt og ærligt formulerede fortællinger fra en rustik virkelighed. At de samtidig rummer fine finurligheder er bare en sidegevinst.

Søren Krogh er ofte blevet betegnet som en skæv sanger. Det er jo en relativ betragtning. For vendelboer er de skæve nok københavnerne. Fortællingerne om mennesker og skæbner på ”Blågræs” er jo fiktion, men den overordnede beskrivelse af den nordlige udkantskultur fremstår troværdig og virkelig. Søren Krogh er ikke skæv, han er bare Søren Krogh – hvem ellers?

Hvis blågræs oversættes til engelsk, bliver det til bluegrass. Han kalder sin musik for danacana og betegner dermed sin reference til amerikansk folkemusik. Den understreges af markante roller til instrumenter som banjo, violin, dobro og tilsvarende. Måske kan havtornland sagtens udgøre den lokale filial af prærien.

Det er en herlig livskraftig oplevelse at lytte til ”Blågræs”. Søren Krogh har forhåbentlig allerede gang i den tredje og sidste i trilogien. Måske er det hele en tand for skævt for storbymennesker, men det skal denne skriverkarl ikke kunne sige.

Blågræs | Søren Krogh og Blågræs | Exlibris Musik (bandcamp.com)

Hør musik og se videoer fra musikeren Søren Krogh (sorenkrogh.dk)