Det var en menighed af kendere af god musik, som samledes til denne kirkekoncert. Især musikere og musikstuderende, hvoraf nogle kom langvejs fra, blev da også belønnet med en unik oplevelse.

Når jeg hører I’m With Her starter jeg med at ønske mere instrumental akkompagnement, men ender hurtigt med at glæde mig over at netop den sparsomme backing fremhæver deres mere eller mindre a capellavokaler tydeligere. Vokalerne er og bliver deres varemærke, og den blev nydt i en nærmest intens stilhed – kun afvekslet af sporadisk knirken fra kirkebænkene.

Igennem nogle år har de afstemt deres forskellige vokalklange. Trioens nøje indøvede tætte harmonier danner en yndefuld og sjælden alkymi, som blev understreget af deres forfinede teknik omkring den ene mikrofon, som de benyttede. Dette, samt deres talentfulde sangskriverkollektiv, er årsag til, at de har etableret sig som et topnavn. Ikke helt så poppede og aggressive som Dixie Chicks, men snarere som en sofistikeret og moderne udgave af Dolly Parton, Emmylou Harris og Linda Ronstadt-trioen, som i 1987 udsendte det fælles album Trio og et mere i 2001.

Aoife O’Donovan holdt sig til sin akustiske guitar, mens Sara Watkins og Sarah Janosz skiftede mellem mandolin, fiddle, tenorguitar, frailing banjo, ukulele og akustiske guitarer. Hver især har de en fortid som medlemmer af banebrydende bands samt solokarrierer, og deres bluegrassrødder blev da også hyldet med en slags Bill Monroe-medley. Der blev også plads til et David Bowie-covernummer.

Det er sjældent, at koncerter med americana bliver udsolgt kort tid efter annonceringen. Men I’m With Her har nu gjort det to gange i løbet af kort tid herhjemme, og deres popularitet må vel belønnes med én af de store koncertsale, næste gang de besøger os.

Sætliste: Crescent City/Ain’t That Fine/Walking Back To Georgia/Game To Loose/Wild One/Waitsfield/Close It Down/Toy Heart/Marry Me/Jerusalem/See You Around/You And Me/Still Life/Thursday’s Child/Carey/Hornets/Call My Name/Overland/Crossing Muddy Waters/Ryland (Under The Appletree)