Med den albumtitel, med sangtitler som: ”Dry Spell”, ”Lonilest Girl”, ”Horses and Divorces”, “Uncertain, Tx”, “Hell on Me” og et pladeselskab, der hedder Lost Highway, kunne man nemt tro, at Musgraves er havnet i et kreativt tomrum. Men efter at have lyttet til hendes nye album virker det faktisk, som om det modsatte er tilfældet.

Dette er hendes syvende og hidtil bedste album. Hun har skrevet og co-skrevet denne samling sange med en perfekt balance mellem iørefaldende omkvæd og lyriske vers med interessante fortællinger og betragtninger, som tillige er fyldt med både ironi og ærlighed. En ligevægt, der kunne være kedelig, men som hele tiden formår at fastholde os lyttere.

Musgraves er den stille pige i klassen med countrystjerner. Hvor de fleste andre har travlt med at skråle eller klynke, klæde sig ud (eller af) og lave ballade, så er det hende, man får mest lyst til at lytte til. Hun skriver nemlig de bedste sange og synger dem så afdæmpet og underspillet, at de nærmest bliver mere nærværende.

Musikken er også nærmest underproduceret af Daniel Tashian, der også skriver, spiller og synger. Foruden nogle af de bedste studiemusikere så har Willie Nelson, Miranda Lambert, Billy Strings og Gregory Alan Isakov bidraget med vokaler og medvirket til at gøre ”Middle of Nowhere” til en væsentlig og formentlig bedst sælgende udgivelse på countrylisterne.

Hvis det ikke lige var for den klagende pedalsteel-guitar, der leder lytteren ind på det countryspor, som hun befinder sig i, så kunne man opfatte musikken mere som folk, fordi den er baseret på en meget akustisk og organisk lyd.

På flere sange er der tydelige referencer til rødderne fra hendes hjemstat Texas. Man kan høre Tejano-klange, og selvom flere sange som nævnt handler om ensomhed, så fornemmer man, at hun befinder sig et godt sted. Hun formår i ”Dry Spell” at synge om sextørke, uden at det virker akavet, og på ”Everybody Wants to Be a Cowboy” ironiserer hun lidt over den store interesse for countrymusikken og westernmoden, som vi oplever for tiden.

Musgraves har lavet et album, der blander country, folk og pop, og som lyder ægte og autentisk. Det virker, som hun har fundet en balance i livet og musikken. Snart starter hun en stor turné, der desværre ikke inkluderer Europa – endnu.