66 navne er, hvad der kommer på Tønder Festival 19. Plakaten er nu fuld med de nyeste 14 tilføjelser. Fra USA er det Tyler Childers, Ruston Kelly, Luke Winslow-King, Ian Noe og Birds of Chicago. Det er for første gang den unge, britiske stjerne Blair Dunlop, svenske Daniel Norgren og irske Dervish & The Unwanted, skotske Ímar og Calum Stewart. Vores egne Folkeklubben og veteranen Niels Hausgaard. Samt ikke at forglemme de otte bands på FolkSpot.
At festivalens ’trade mark’ med at præsentere toppen af den internationale folkroots-scene også er helt tydeligt i år, kan der ikke sås tvivl om. Der nås hele vejen rundt i folk, country, americana, blues, cajun, old time, world og alt det andet fede deromkring. Flere har været her før. Den ene endda i mange år, nemlig ham, der bare hører til på TF: Niels Hausgaard. Ingen yderligere intro er vist nødvendig. I år bliver han fejret med en særlig koncert, fordi han runder det skarpe hjørne 75 år. Derudover spiller han som altid sine egne koncerter, og det kan jo føre mange sjove steder hen.
Sangskriver og guitarist Blair Dunlop har siden 2011 udgivet tre albums og to EP’er, og det gav stor genlyd, da han dukkede op. I 2013 vandt han The Horizon Award ved BBC Radio2 Folk Awards. Det musikalske talent kommer ikke fra fremmede, men bl.a. fra farmand Ashley Hutchings og mor, sangerinden Judy Dunlop. Hutchings var med til at danne Fairport Convention, Steeley Span og The Albion Band, hvor Blair Dunlop et stykke tid var stand-in for sin far. Dejligt at han endelig kommer til Tønder Festival.
Ruston Kelly fra South Carolina tilhører toppen af Nashvilles yngre countryscene. Han har fået fine anmeldelser for sit seneste album “Dying Star” (2018) og er gift med en nok endnu større succes, nemlig countrystjernen Kacey Mushgraves. Tyler Childers grundlagde sin succes på TF sidste år og har kun etableret sig endnu bedre hjemme i USA end sidste år. Hans 2017-album ”Purgatory” med Sturgill Simpson som producer gav massiv genlyd på den internationale scene.
Birds of Chicago (øverste foto) er lig med parret Allison Russell på vokal og guitar & JT Nero på det samme med klassisk americana kombineret med elementer fra den globale musikscene og en god portion rootsrock. Startskuddet for dem gik på Folk Alliance i Memphis i 2012, seneste album er “Love in Wartime”. Sange om håb og tro på kærligheden midt i en turbulent tid.
Og endnu et varmt USA-navn, nemlig Ian Noe fra Kentucky. Han har her i år udgivet sit debutalbum, ”Between the Country”, og i forårs- og sommermånederne er han på en lang turné som support for John Prine, Son Volt og Jamestown Revival. Sidstnævnte er en af Ian Noes helt store inspirationer. Luke Winslow-King kom, spillede og vandt hjerter sidste år med sin deltablues, jazz, ragtime, folk og rootsrock. Hans lyd kan kaldes rustik, men ikke uden elegance – og det får han igen lov til at vise i år.
Svenske Daniel Norgren kommer igen, denne gang med sit spritnye album “Wooh Dang”. Han udforsker folk, blues og amerikansk singersongwriter-tradition men giver musikken sin nordiske identitet. Første album kom i 2006, og siden har han udsendt seks mere og spillet utallige koncerter i Europa og USA.
Og så får vi genhør med uforlignelige Dervish med næsten uændret besætning i godt 30 år. De fem mandlige musikere og naturligvis sangerinden Cathy Dervish som det naturlige midtpunkt leverer den friske vare hver gang. I år udkom deres første album i mere end fem år, ”The Great Irish Songbook”. Og som om det ikke er nok, står Jordan også i front for The Unwanted. Trioen er et transatlantisk musikalsk samarbejde, som mikser irsk trad med amerikansk folkemusik fra Appalacherne, det sidstnævnte ved Rick Epping på concertina, banjo m.m. The Unwanteds tredje medlem er Séamus O’Dowd på guitar, violin og mundharpe.
Folkeklubben har ramt noget i danskerne med sanger Kjartan Arngrims danske tekster og den catchy musik. Fjerde album, “Sort Tulipan”, har for alvor slået deres popularitet fast, og releasekoncerten fandt sted i Tønder. For Folkeklubben har er rigtig varmt forhold til Tønder, og det skal nok vise sig at blive endnu varmere i år.
Det var releasekoncerten for Folkeklubbens tidligere album, der fandt sted i Tønder. Just saying… men vii glæder os til at høre dem i Tønder igen, alligevel!