Et af Danmarks mærkeligste bands hed Furekåben. Det var så obskurt og anti-kommercielt, at der har været sået tvivl, om det overhovedet har eksisteret. Furekåben spillede kun få offentlige koncerter, og kun ganske få husker dem. Bandets udsendte musik fra 1968-71 findes kun i ganske få eksemplarer, fordi den ikke officielt er genudsendt, og bandet er ikke inkluderet i officielle skriftlige kilder (herunder Politikens Folkemusik Leksikon).
Dokumentationen om dem har været meget usikker, men i stedet for helt at gå i glemslen, er interessen for Furekåben øget. Blandt andet har flere kendte udenlandske musikere omtalt dem, og de er blevet myteomspundet.
Men nu kan offentligheden endelig få et indblik i dette sære undergrundsband. Takket være en særdeles velskrevet ny bog ,”Furekåben Prinsesseværelset”, af Lars Movin har vi nu fået den første dokumenterede beretning om bandet. I forbindelse med bogudgivelsen lykkedes det at samle de fleste bandmedlemmer, som ovenikøbet gav en lille koncert.
Sanger og sangskriver Hans Vinding (1948-1999) var kærnen i ensemblet, der også talte Torbjørn Thomsen: guitar, Vivi Jo Heede: sang, Emmerik Warburg: fløjte, Anthony Barnett: percussion og Mikkel Bayer: cello. De var ikke særlig teknisk dygtige musikere, men formåede at skabe et sært kollektivt univers, som enten udstødte eller indlemmede tilhørere i en særlig oplevelse – et alkymistisk lydunivers. Deres optrædener, forestillinger eller snarere happenings med alskens sære teatralske indslag blev omtalt som ’fureflip’, fordi det åbnede for muligheden for ’at flippe ud’.
Furekåben spillede kun akustisk og insisterede på at sidde ned blandt tilhørerne, og de enkelte numre kunne vare i halve timer. For der skulle være plads til lange delvist improviserede sekvenser med elementer af indiske ragaer og avantgarde-jazz. De ensformige akkordrundgange og gentagelserne kunne give en suggestiv virkning, men det, der trods alt bandt musikken sammen, var Vindings sange. Især hans dansksprogede tekster er blevet sammenlignet med de bedste fra tiden f.eks. Eik Skaløes og Niels Skousens.
Furekåben kom i kontakt med Thorkild Knudsen (1925-2007) fra Dansk Folkemindesamling og det daværende Folkemusikcenter i Hogager, som også stod for udgivelsen af deres første album. Foruden indsamling af den gamle folkemusik var man begyndt at inddrage optagelser af den nye danske musik. Optagelserne med Furekåben var lidt tilfældige liveoptagelser med dårlig lyd, og et lille oplag af LP’erne blev trykt og udsendt i et anonymt kartonomslag, hvoraf kun nogle var sparsomt tuschdekoreret af bandet selv. Derfor giver det næsten sig selv, at bandet forblev nærmest ukendt. Vinding opnåede dog senere nogen succes med sit band Hyldemor inden sin tidlige død.
Der er imidlertid opstået en ny interesse for Furekåbens musik, og i den forbindelse lige udgivet fornævnte bog. Dette blev derfor markeret med en lille koncert af flere af de oprindelige medlemmer samt tilknyttede venner.
Til min forbavselse formåede disse musikere at fremkalde den alkymi, der kendetegnede Furekåben. Flere af dem har holdt interessen for musikken i live og trods plaget af alderstegn så var det ikke kun nostalgi, men også en god koncert, de gav.
Især sangen ”Den gule Filthatmand” var så vellykket, at flere påstod at kunne mærke nærværet af gruppens afdøde ankermand Hans Vinding. Der er mig bekendt ikke planer om at gendanne bandet, og tilgangen til deres musik er stadig besværlig, men nu kan man altså læse om den. https://multivers.dk/product/furekaaben-prinsessevaerelset
