Så er det tid for Vilmas debutalbum indeholdende ni kærlighedserklæringer til familie og venner, som betyder uendelig meget for den unge singersongwriter fra Struer-egnen.

For nogle år siden flyttede Vilma alias Marie Vilsbøll til Aalborg, og det betød, at hun fik hjemve og længsel efter det kendte, og savnet udmøntede sig i første nummer på hendes album- ”Vuggende, bølgende eng”. Ellers er alle de øvrige numre nærværende og meget personlige sange om og til hendes mor, far, hendes to søstre, hendes bedsteforældre samt til hendes kæreste. Men det er ikke sange om hjerte og smerte, men ærlige tekster til eftertænksomhed. Som eksempelvis sangen ”Lysere dage” er en sang om at miste og genfinde venskab med stor menneskelighed og varme.

Gnist er en meget følsom sang om Vilmas søster, som på et tidspunkt gerne ville være gravid, men det lykkedes ikke på trods af brændende ønsker, drømme og diverse hjælp. Men så en dag skete det heldigvis alligevel, og der blev tændt en ”gnist”, og som Vilma synge, ”Hun vil bare holde om dig”! En smuk sang og melodi, der favner ømhed og tryghed efter en meget turbulent tid, hvor håbet i perioder var på lavt vågeblus.

Sangen om og til hendes afdøde bedstefar, ”Jeg savner dig bare”, er en af de smukkeste sange og melodier på albummet. Den rummer et hudløst ærligt minde og med varme, sensibilitet om Vilmas personlige tanker. Men også sangen til hendes bedstemor, ”Som jeg altid har set dig”, beskriver et menneske, der på grund af alder er på vej til at glemme, måske på vej til at miste minderne. Men som Vilma synger, så husker hun hende, som hun altid har været. Så ”tag den tid det tager dig” synger hun smukt om den skrøbelige situation.

Et meget dejligt album om livets mange sider, både fødsel og død og alt ind imellem beskrevet med stor følelse af den unge sangskriver. På albummet medvirker Johan Stene på cello på alle numre, bassist Henrik Møller, Andreas Mølgaard på violin, begge på et enkelt nummer. Øvrige instrumenter af Morten Frost, Markus Artved og Marie Vilsbøll samt Pil Vilsbøl som kor på et nummer.