Trias fik mange roser for sin debut-cd i 2012. Det var derfor med nogen spænding, at jeg her en smuk lørdag eftermiddag i november tog til releaseparty for 2’eren på Fairbar. Der var stuvende fuldt, øllet smagte godt, stemningen var løftet, musikken var sprød, og det blev ikke mindre spændende at tage cd’en med hjem og høre ”den svære 2’er ”under mere rolige omstændigheder.
Den holder. Godt og vel endda, for jeg må erkende, at jeg ikke er færdig med den endnu.
Selv skriver drengene på coveret, at de på Efter Horisonten ”afspejler en modenhed, vores musik ikke tidligere har set”. Selv om musikken veksler fra det helt stilfærdige og følsomme til det mere energiske, er det helt gennemgående indtryk netop – modenhed. De fire musikere har jo spillet sammen i alt fald siden den første cd, og man fornemmer, at de er trygge ved det. Når man hertil lægger, at de hver for sig er dygtige musikere. Læs: Følsomme, modne komponister og instrumentalister med stort musikalsk overskud og personligt mod – så må det jo ende med vellyd. De har knækket koden til at gøre melodi til musik, som når man gør fond til sovs: tilsæt grundlæggende så lidt som muligt, men udelukkende gode sager – og krydr så, indtil det akkurat er tilstrækkeligt.
Personligt har jeg altid gerne villet placere folkemusik i relation til et eller andet – en tradition, en dansetype, et bestemt tag. Trias musik er ikke udpræget folkemusik, ikke specielt dansk musik, ikke traditionel folkemusik, ikke dansemusik og ikke verdensmusik. Men selv uden disse referencer er den stilistisk meget homogen og kan måske snarere beskrives som en lille nyfødt genre: Den følsomme ballade med danske, folkemusikalske rødder. Dansk bliver den på grund af tonesproget, folkemusik på grund af strygeinstrumenterne, ballade fordi den først og fremmest fortæller. Og præcist spændt op af nogle lidt friskere sager.
Det ville være synd at fremhæve enkelte numre, men jeg kan især ikke stå for Jonas Kongsteds kompositioner, særlig nok track 9. K.E.R.F. – måske også fordi Jonas var synligt berørt, da han introducerede nummeret på Fairbar. Men altså: Alle de andre kunne lige så godt være fremhævet.
Fordi cd’en har så international en approach, vil jeg slet ikke nævne min lille undren over, at flere kompositioner hedder Jig, Reel og Polska i stedet for noget mere mundret.
I to numre høres Camilla Skjærbæks smukke sang på Sophus Clausens 7. Hun går i Sne og hendes egen 10. Undskyld Frøken. Camilla og sangene er en parentes på CD’en, men facetterer fint på en cd, som først og fremmest er et instrumentalt statement.
Trias er: Søren Østergaard Pedersen (kontrabas, harmonium), Christoffer Thorhauge Dam (violin, bratsch, harmonium), Rasmus Nielsen (klaver, guitar, harmonium) og Jonas Kongsted (violin, bratsch, mandolin).
GO’ Danish Folk Music GO0916
