Jazzorkestret, også kaldet bigbandet, er karakteriseret ved en besætning på omkring en snes rytmiske mennesker med trommer og mange blæseinstrumenter. Folkemusikken kendes på de traditionelle akustiske solister eller små grupper, der sjældent tæller mere end fem, ofte forsynet med meningsfyldte tekster. To verdener – normalt vidt forskellige og skarpt adskilte.
Så denne friske danske fusions-cd med det sigende navn ”Big Folk” er lidt af en banebrydende provokation. Værsgo! Her er 11 instrumentale skæringer med navne som ”Slesvig”, Vesterland” og ”Stines Vals”, hvor moderne jazz og folk blandes lystigt, både hvad instrumenter, stil og melodier angår. Helt i front på det meste af cd´en er violinisten Harald Haugaard, der i sit 40-årige liv allerede har nået en utrolig masse som virtuos og skattet musiker, komponist, orkesterleder, lærer og leder af folkemusikeruddannelsen på Det Fynske Musikkonservatorium fra 2000 – 2005. Haugaard har komponeret det meste af musikken på Big Folk, og hans folkemusikalske baggrund sætter hele vejen sit tydelige præg på værket.
Med sig har Haugaard det 18 mand (og vistnok én kvinde) store bigband ”Tiptoe Bigband”, som er hjemmehørende i Odense og har eksisteret siden 1994. Det er en fornøjelse af studere samspillet i de klip, der er lagt på www.tiptoebigband.dk. Alt vidner om et særdeles hårdt og seriøst arbejde med at få det hele til at svinge og hænge sammen. Jeg kommer selv mest i folkemusikmiljøer, der – hånden på hjertet – gennemgående er ret konservative, når det gælder blanding af de musikalske genrer, og jeg ved, at jazz-entusiaster og folkies ikke altid er helt trygge ved hinanden. Bevares! Det er da prøvet før at sprænge rammerne. Og det skal bestemt prøves, ellers går udviklingen i stå. Eksemplerne findes. Det finske Sibelius Akademi lancerede i 2012 et folk-bigband med op mod 100 musikere, der godt nok er stort, men dog stadig har en umiskendelig folk-lyd. Sigøjnerjazz, Django Reinhardt og blues har de fleste folkies for længst taget til sig, men jazz, bigband og folk er stadig en usædvanlig og uvant cocktail. Så jeg er spændt på reaktionerne, når Haugaard og Tiptoe for alvor når ud til spillestederne. Men mon ikke publikum vil tage dem til sig, når de mærker og ser spilleglæden og får lejlighed til at beundre instrumentbeherskelsen?
Når jeg gennemlytter cd´en, må jeg indrømme, at jeg trods den respekt, projektet aftvinger, hele tiden sidder og glæder mig til Haugaards violin igen kommer frem i de enkelte numre, og de numre, jeg bedst kan lide, er de numre, han har skrevet. For eksempel er det tredje nummer, ”Favn”, i mine øren dejlig med sine sammenhængende harmonier og neddæmpede blæsere og trommer. Det samme gælder ”Vesterland” og ”Den Femte Søster” samt Rune Rahbeks, ”Stines Vals”, der slutter pladen. Fire tromboner er en skrap cocktail, når de kombineres med lige så mange saxofoner, flygelhorn og trompeter. På trods af dejlige jazzpræstationer og kønne soli på guitar, klaver, trommer og orgel finder jeg ofte bigband-stilen rigeligt larmende, stressende og ind i mellem decideret disharmonisk. Men jeg må også indrømme, at jeg hver gang, jeg hører cd´en, bliver mere og mere glad for den. Måske handler det også om, at vi hele tiden bør lade os udfordre og provokere, så vi kan udvide vores egne grænser. Her er i hvert fald et spændende, provokerende, virtuost og nyskabende musikalsk bidrag til den danske musikskat – og flot udført er det!
