Personligt synes jeg, at Tønder Festival i år tekstmæssigt var en ret tandløs omgang. Der var ganske vist masser af vidunderlige musikere, gamle venner og søde naboer i de mange køer på den overfyldte festival. Men jeg savnede Pete Seegers, Joan Baez´og Phil Ochs´ skarphed og tro på, at sange kan gøre verden bedre, og jeg savnede sange, der kunne løfte sig lidt over dagligstuen, over de gamle sagn og de ulykkelige kærlighedshistorier.
Sidste år viftede walisiske Lleuwen med det palæstinensiske flag. Det var der absolut ingen,som dristede sig til i år. Selv om nihilistisk voldelig ekstremisme, Trumps toldmure, Ukraine og klimaforandringer trænger sig på, lever specielt de amerikanske musiere tilsyneladende i en helt anden verden. Det blev kun til små pip om, at der var lidt rod i Amerika, og at verden burde være lidt bedre. Godt, at vi stadig har Niels Hausgaard!
Han fyldte 82 år 31. august og har stort set været med på alle Tønder Festivaler siden starten i 1974. Så det var med vemod, jeg måtte erkende, at han ikke stod på koncertplakaten i år og ikke har tænkt sig at give koncerter på Tønder mere. Til gengæld fik nogle af hans mange fans mulighed for at sige farvel, da Erik Jensen talte med ham ved siden af Bolero lørdag formiddag.
Niels Hausgaard
”Jeg har besluttet at gå, mens jeg endnu kan gå”, sagde Hausgaard med sit sædvanlige lune smil. ”Men jeg vil da fortsat gerne komme på festivalen, for jeg har tænkt at købe et lille topersoners telt, der kan stå på campingpladsen”, tilføjede han og lovede, at han da også kunne sælge nogle pølser.
Hausgaard fortalte, at han altid havde været meget glad for at være med på Tønder. Han ville gerne have haft Carsten Panduro, der var leder af Tønder Festival i 40 år fra 1974 – 2014, med i dag, men desværre kunne Panduro ikke.
Det ville ikke være Hausgaard, hvis der ikke var blevet løftet et par humoristiske og manende pegefingre under interviewet. Han advarede f.eks. de folk på hans egen alder, der gerne ville have, at alting skulle være, som det altid har været. Det så han som en farlig tendens, for forandring skal der til! Han tilføjede, at det i øvrigt var tydeligt for ham, at skaren af gamle venner er tyndet ud. Nogle kommer ikke mere, og nogle er døde eller syge, og det gør lidt ondt at måtte erkende det. Erik Clausen var en af dem, han savnede.
”Allan Olsen og jeg har kunnet stikke til hinanden gennem alle årene”, sagde han. Og den dag, vi ikke gør det længere, er det, fordi vi ikke kan lide hinanden mere. Hausgaard mindedes ligeledes gode stunder med Jacob Haugaard, som han kunne dele mange ”tø-hø´er” med.
”Har du et bud på, hvad det er i din sangskat, folk er særligt glade for?”, ville Erik Jensen gerne vide. Hausgaard svarede, at det nok ikke var musikken, men der kunne jo være nogle, der mødte op for at høre noget om sig selv, hvis de optrådte i hans sange.
”Du stopper efter 50 år! Netop som du peaker”, drillede Erik Jensen. ”Hvorfor? Og har dine sange ændret karakter?”. Hausgaard mente, at de da ændrede karakter hvert år. ”Jeg skriver om det, der er vigtigt,” sagde han og tilføjede, at det var vigtigt at turde tale om politik i et demokratisk samfund ”.
”Det er i øvrigt dejligt, at det nu lader til, at Venstre og Liberal Alliance ser ud til at fusionere”, tilføjede han. ”Humor er vigtigt. Også for at vi kan klare alvoren. Og et demokratisk samfund kendes på sin evne til at tage kontroversielle, politiske spørgsmål op”, sagde han.
Erik Jensen ville gerne vide, hvornår Niels Hausgaard udsender sin næste plade: ”Jeg laver ikke flere, det er ikke sjovt længere”, svarede han. ”Skal du så koncentrere dig om dit heste-stutteri”, fortsatte Jensen. ”Nej, jeg har ikke mange heste tilbage. Og jeg er i en alder, hvor risikoen for at ”tilte” hele tiden er til stede, og min datter skal da ikke stå og døje med det hele lige pludselig!”
En tilhører ville gerne vide, hvordan det gik med Hausgaards bror og svigerinde: ”Jeg kan i virkeligheden godt lide dm. De lever og har det godt. Men Kurit, deres søn, er død. Han sank sammen over den skærm, han arbejder ved i Kristelig Fagforening. Det tog nogle dage, før man opdagede, at han var død”.
En tilhører ville nu vide, om Hausgaard var på vej til at lancere en såkaldt ”tvivlsbekendelse” som alternativ til trosbekendelsen: ”Politik og religion vil folk ikke have, så det tager jeg altid med i mine sange,” sagde han. ”Skal du så til at være politisk rådgiver nu”, spurgte en anden. ”Ja, gerne – hvis nogen tilbyder mig en masse penge for det”, grinede han. ”Politik er vores fælles skæbne – og det skal vi turde tale om, for ellers fortjener vi ikke et demokrati som vores. Vi går altid efter det nemme, men det bliver man bare dummere af!”
”Hvorfor er du så ikke selv gået ind i politik”, spurgte en fra tilhørerrækkerne. ”Det har Bertel Haarder også engang spurgt mig om, og han tilbød mig endda en ministerpost. Men jeg takkede nej, for jeg ville ikke miste indflydelse”, lød svaret.
Afslutningsvist ville en tilhører vide, hvordan det havde været at arbejde sammen med kvinder: ”Jeg har aldrig været modstander af kvinder”, svarede Hausgaard. ”Og hvis jeg kunne finde en mand, der kunne erstatte Signe og Rikke, så fint nok! Men det har jeg ikke fundet endnu!”
Niels Hausgaards sange og introduktioner vil blive savnet på Tønder Festival!
(Alle fotos er arkivfotos)
