Hvis en festival gerne vil præsentere de nye tendenser i roots-musikken, skal der gøres plads i programmet til musikere, der tør udfordre traditionerne og forsøge at finde nye veje. Forrige år blev jeg begejstret for Joachim Cooders eksperimenter med amerikansk old time-musik, sidste år var jeg udfordret af Lieuwen Steffan, hvis projekt bestod i at blande sin egen elektroniske musik med gamle keltiske sange og fortællinger.
I år var det Jake Blount, der skulle vise os, hvilke nye musikalske områder, som han har bevæget sig ind på og dyrker. Han kalder sig afrofuturist, har studeret etnomusikologi og har en særlig tilgang til sin musik. Ligesom førnævnte musikforskere har han også været i lydarkiverne og ladet sig inspirere af den århundrede år gamle musik. I dette tilfælde old time-musik, der igen har rødder til afrikansk musik. Det meste af denne musik er oprindeligt lineær og simpel dansemusik, og Blounts metode er at arrangere musikken om, så den fungerer som mere varieret lyttemusik. Typisk har Blount sat musikken meget ned i tempo og benytter sine egne samt sine musikeres evner til at småimprovisere.
Dette kunne mange af os sikkert også finde ud af, men der, hvor han adskiller sig (og årsagen til at han har modtaget talrige priser og udmærkelser) er, bl.a.hans ’magiske hænder’. Ikke kun med fingerfærdighed, men via et par særligt lydfølsomme handsker kunne han modulere lyden elektronisk. Formentlig efter samme princip som instrumentet theremin. I gamle dage havde sådan noget været ’et stuurt nummer’ og et godt trækplaster på markedspladser, nu sælger det billetter i Carnegie Hall, Library of Congress og Bolero! Denne slags avantgardemusik bevirkede dog, at der for en gangs skyld ikke var fyldt i Bolero-pavillonen, og at flere søgte videre i tilbuddene på festivalen.
Det kunne blive en gætteleg at identificere repertoiret, og via ’hints’ fra Blount genkendte jeg: ”Tangle Eyes Blues”, ”Sally Ann” inspireret af Horse Flies’ version, ”In the Pines” inspireret af Huddie Ledbetter, Jimmie Driftwoods ”Hunting the Buffalo” og ”Old Man Satan” efterfulgt af en fortælling om sort magi med H.P. Lovecraft, der havde samme hjemsted i Rhode Island som Blount.
Jeg fik efterfølgende en snak med backingmusikerne Gus Tritsch, el-guitar og Nelson Williams, bas, der begge har længere karrierer i old time- og bluegrassmusikken. Dem må jeg vende tilbage til ved en anden lejlighed. Det gælder også Jake Blounts nye album ”Symbient”, som udkommer slutningen af september.
Fotos: Claus Hellgren
