Lanois’ navn begyndte i midten af 1980’erne at dukke op i min og mange andre musikinteresseredes bevidsthed, da han som producer og co-producer var dybt involveret i tidens bedst sælgende album med U2, Peter Gabriel og flere. Det var imidlertid først, da Bob Dylan, Emmylou Harris og sågar vores egne Lasse & Mathilde (som også var til stede i Tønder) omtalte ham som det nye musikgeni efter deres samarbejde i 1991, at han fremstod som en person, som alle gerne ville forbindes med, da han åbenbart repræsenterede succes og musikalsk fremgang.
Der begyndte også at dukke flere beretninger op om denne canadiske særling, som havde en ny og anderledes tilgang til musikken. Jeg husker bl.a. en dokumentarfilm, der gav et indtryk af et blegt, nørdet kældermenneske, der fik kendte musikere til at valfarte til hans dystre villa-lydstudie for at få en musikalsk healing og måske nærmest blive genfødt.
Senere begyndte han at udsende sin egen musik, men optrådte sjældent. Han har dog tidligere gæstet Danmark, men jeg – og sikkert mange andre – var spændt på nu at opleve denne myteomspundne figur. Og bleg? Ja, det var han. Og næsten skjult under en hue, men smilende og udadvendt.
En særlig omstændighed var, at han i stedet for sine sædvanlige medspillere, havde mobiliseret to danske musikere, nemlig Jesper Haugaard, bas/harmonisang og Jeppe Gram, trommer, og sammen må de formentlig have øvet repertoiret grundigt, for de ydede en flot indsats. Lanois’ vokal var overraskende kraftfuld og præcis og på skiftevis fransk/canadisk og engelsk. Men den særlige lyd han er kendt for fra de mange pladeindspilninger, formåede han at genskabe den?
Det gjorde han. Uden andre hjælpemidler end sin elguitar og pedal steel-guitar samt nogle effektenheder, der skabte netop disse særlige ekko- og rumklangslyde, som er hans varemærke, demonstrerede han og serverede det hele for os live. Nu kunne vi både se og høre, hvorledes han frembragte sin lyd, som viste sig ikke at være alkymi, men først og fremmest godt musikhåndværk, Især da han satte sig bag pedal steel-guitaren. Sammenlignet med andre pedal steel-guitarister spillede han helt forkert – eller brugte en anden teknik, men resultatet var fantastisk.
I de instrumentale sekvenser tryllede han lydbilleder frem og tog os lyttere med på soniske svæveture i et univers, som de fleste psykedeliske orkestre måtte være misundelige på, for herefter at vende tilbage til sangen, jorden og Telt 1 igen.
Koncerten fik så et ekstra magisk øjeblik. da Emmylou Harris gæstede på sangene ”Sweet Old World”, Jimi Hendrix-nummeret ”May This Be Love” og ”The Maker”. Da Lanois fornemmede, at publikum nynnede med udbrød han ”Yes, Let’s go to church”, og det udviklede sig sågar til fællessang på denne hymne, og således blev koncerten nærmest en spirituel triumf.
Problemet med denne slags koncerter på en stor musikfestival er, at man er tilbøjelig til at farte videre til næste koncert i stedet for at isolere sig og reflektere over netop denne oplevelse, og hvad den gjorde for én. Men her har festivalen faktisk et par nyere tilbud: Enten Hvileteltet eller Skoven, hvor man kan trække sig tilbage.
Nærmest som en slags bonus, så gentog Lanois magien dagen efter, da han deltog i Gentlemen’s Circle og her foruden egne sange leverede det primære improviserede akkompagnement til de andres musik. Her viste han sine ekstraordinære evner til at lytte sig til, hvad der lige præcis er brug for, og sin fine fornemmelse for, hvad han kan tilføje musikken uden at ændre eller dominere den. Uanset hvor svært det kan være at beskrive med ord, så tror jeg nu, at jeg er begyndt at forså noget af det, der kendetegner Lanois’ geni.
Fotos: Claus Hellgren og Per Dyrholm
