Rusten, furet og slidt. Beskeden, genert og lidt kejtet. Men stadig en ørn på et gribebræt og med den klangfulde stemme intakt. Og omgivet af mestre på samme niveau. Og foran dem en tilrøget og øllet bluesbar på en fredag aften. Mens spillemændene stred sig gennem ikke mindre end tre sæt. Og leverede en oplevelse der var stadig mere intens. Mine damer og herrer: Indian Summer.

Navnet smager af efterår. En sommers pludselige opblussen, mens alting forfalder. Og det smager af C. V. Jørgensen, og her var der et klart fixpunkt, for ud over Lars Hybel bestod bandet af rytmeaksen Knut Henriksen på bas og Gert Smedegaard Andreasen, og dertil sangeren og guitaristen Mick Rasmussen. Og de havde annonceret med flerstemmig sang i bedste vestkyststil og klange, der nok skulle bære os en god bid af vejen til Nashville. Og de levede op til hvert et ord.

Men lad os lige dvæle ved Lars Hybel. På Vesterbro har vi i årevis sukket, når vi så ham stå og vente på bussen ved Saxogade med øllerne og uden guitaren. På vej hjem til Else og sønnen i Sydhavnen, men samtidig i gang med en privat nedtur, hvor det bare ikke var muligt igen at berige os alle sammen med den uforlignelige guitar, som ellers havde været et permanent fænomen i en række af danskrockens mere markante grupper. Tænk bare på Spillemændene med Hennign Stærk, eller Warm Guns med Lars Muhl. Eller C. V. Jørgensen, hvor Lars for alvor brændte igennem på svanesangen for de tos samarbejde, nemlig mesterskiven “I det muntre hjørne”. Her var han mystikeren, der med dobro og sin uundværlige følgesvend, Fender Telecasteren med Bigsby-vibratoren, først havde givet den gode hr. Jørgensen et kursus i, hvordan man kan stemme guitaren i åbne stemninger, og siden da alle kompositionerne flød fra den lærenemmes hånd, ville lægge alle de rette betoninger med sit dæmpede fingerspil, der lånte fra bluegrass og den banjo, som han også betjener så fornemt.

Okay, Lars sagde ikke helt musikken farvel, selv om han i et interview med undertegnede har udtalt, at han syntes at den danske scene vendte ham ryggen. At han ikke havde fortjent det. Og tjekker man hans Myspace-side, er det også klart, at de indspilninger han lavede i midthalvfemserne i Grapehouse-studiet holder, ikke mindst når han med Nanna som formidabel korsangerinde ville lægge sig ned i sanglinjerne og give dem lige den portion drævende indlevelse, som er countrymusikkens fornemmeste dyd. Ligesom jeg senere, da min ven, den amerikanske sanger Tom LeMoins, indspillede i Knut Henriksens studie, begyndte at høre om et projekt, som Lars igen havde gang i. Så han lå ikke stille, og havde ikke parkeret guitaren på evigt stand-by. Hvilket vi i høj grad fil bekræftet på Mojo fredag aften.

For det var altså en fornøjelse at høre de gamle drenge. Okay, der var mange standards fra forbilledernes sangkataloger. Fra Neil Young og The Band. Hints til J. J. Cale og Clapton. Men også gudesmukke øjeblikke, da eksempelvis en af de mange musikere, der havde indfundet sig og blandt andre talte Troels Jensen, Martin “The Fiddler” Andersen og i det her tilfælde Tamra Rosanes, som sprang op på scenen og lagde sin stemme og vidunderlige tilstedeværelse ind i den gamle gospelsang “Will The Circle Be Unbroken”, ligesom vi fik loyale hints til The Byrds, hvor Mick Rasmussen ville bytte sin Telecaster ud med en Rickenbacker, selvfølgelig med 12 strenge, og kaste sig ud i den elektrificerede version af “Mr. Tambourine Man”, som jeg altid har foretrukket for Dylans egen. Ligesom de selvfølgelig gav os en række af deres egne sange, som lover godt, og opfordringen til at gå i studiet og indspille en plade skal da også lyde herfra.

Så det var en lang aften i selskab med et hold veteraner, som viste at mesterskab og erfaring er den selvfølgelige bagage, når man for alvor skal levere rootsmusik på højt niveau. Skriv derfor navnet Indian Summer bag øret og indfind dig, hvis de gamle drenge igen ryster posen og leverer med lind hånd.

Indian Summer, Mojo Bluesbar, København, 7. maj 2010