De forskellige måder, som musikerne præsenterer deres musik på, kom klart til udtryk på en række TF-koncerter, som jeg oplevede. Ikke kun som den omtalte Emmylou Harris-koncert og andre større navne, men især blandt de mange nye talenter.
Ken Pomery
Jeg har for nylig skrevet om unge Ken Pomeroys debutalbum, som overraskede mig, og jeg var derfor meget forventningsfuld forud for hendes TF-debut i forbindelse med hendes første Europa-turné. Hun benyttede den meget afmålte og kortfattede måde af henvende sig til publikum på og nøjedes med at takke for bifaldet – og stort set ikke mere.
Frontporch-scenen byder ikke på meget glans, og lydanlægget var bare en simpel forstærkning af Pomeroys vokal og hendes dæmpede fingerspil. Hun havde vennen Dakota McDaniel med som guitarakkompagnatør, men det var næsten kun Romeroys stemme og så naturligvis hendes sange, vi fik. Men det var nok. Mere end nok! Hendes korte og yderst velskrevne sange og ærlige vokal gik rent ind hos det lille, men passionerede publikum, der ligesom jeg havde fundet vej til hendes alt for korte koncert.
Foruden en række sange fra føromtalte aktuelle debutalbum (https://rootszone.dk/lp-ken-pomeroy-cruel-world/) fik vi et par helt nye uudgivne sange. Og hvis disse er betegnende for hendes musikalske retning, så har vi noget at glæde os til. De havde nemlig en særlig klang og stemning, der fik mig til at sammenligne hende med kultmusikeren Nick Drake. Lidt introvert, men meget dragende og belønnende at lytte til. Ken Pomeroy fortjener større scener og et større publikum, og det skal nok komme.
Emily Scott Robinson
Ligeledes helt unge Emily Scott Robinson var nærmest helt modsat udadvendt i Visemøllen. Hun fortalte om sin opvækst i North Carolina, hvordan hun var meget inspireret af Dolly Partons bluegrassalbum, om hendes egne drømme om at blive sanger, om et sangskriver-retreat med nogle veninder, om tab af familiemedlemmer, om religion, politik…ja, hun talte så meget og blev undervejs helt grådkvalt, før hun opdagede, at hun ikke kunne overholde tidsplanen og måtte udelade tre-fire sange fra sætlisten.
Vi fik dog hendes ”Appalachia”, ”Dirtbag Saloon”, ”Cast Iron Heart”, ”Water Is Wide” og et par solonumre. Og hun gav lovende prøver på sin store stemme og fine vokalteknik godt hjulpet af hollandske Nina Lynn, sang, og Lucas Beukers, bas samt Duncan Wickel på fiddle og harmonisang.
Også Lily Fitts fra Massachusetts er en ganske ung og upcoming sanger. Hun startede med at synge covernumre, og via sociale medier fik hun pludselig meget opmærksomhed. Hun begyndte at skrive egne sange og har på kort tid opnået succes og befinder sig mest på de store scener. Hun var dog her placeret i det beskedne Jamtelt, og jeg var placeret lige ved siden af hendes trommeslager. Så jeg måtte mest nøjes med et crash-kursus i trommespil, da jeg kunne ikke høre så så meget af hendes sang og den guitarist, hun også havde medbragt. Jeg kunne kun fornemme hendes velskrevne sange om ungdommelige følelser og problemer, så jeg må hjem og lytte til hendes hidtil eneste album ”Getting By”.
Fotos: Claus Hellgren og Per Dyrholm
