Søren Korshøj skriver nogle finurlige og originale sange om udlændingeservice og elmesyge, pristilbud og posemælk – bare for at nappe nogle enkelte overskrifter. Humoren er jysk på den svært definerlige måde, og det er ikke bare fis og ballade. Der ligger klare holdninger bag udtrykket, og introduktionerne rummer den samme appellerende dobbeltbundethed. Korshøj vil ud og vil noget. Live-situationen yder umiddelbart manden og sangene mere retfærdighed end studiet, men sådan er det jo heldigvis ofte med folk der vil noget mere end blot underholde.
Mangestedsnærværende Perry Steenbäck var under koncertens første del med sit gode guitarspil den eneste der brød konceptet solist-med-band. Et godt sæt skal jo bygges op, og i nærværende tilfælde skiftede koncerten karakter fra netop solist med loyal backing til et fuldt organisk orkester med forsanger. Specielt violinisten Louise Vangsgaard bevægede sig fra forholdsvist anonym medspiller til en musiker med en klar lydmæssig og solistisk funktion. Samlet set fik orkestret spillet sig op til en bred og fuldtonet lyd hvori de enkelte musikere trådte frem og ydede markante præstationer såvel i det samlede billede som med solistiske præstationer. Billedet skiftede fra sange til musik, men uden at sangene blev frataget hvad de skulle udtrykke, tværtimod. De fik noget tilført.
Sættet sluttedes af med sangen ”Var det det det var” fra repertoiret i Korshøjs hedengangne Kætter Kvartet – som i øvrigt har bebudet en kort gendannelse til efteråret. Det er en frisk sang med gode musikalske kvaliteter, men rammer ikke helt det nuværende repertoire. Måske mener Korshøj at mangle oplagte hits i sin aktuelle virkelighed og må ty til fortiden. Det behøver han nu ikke.
Søren Korshøj Band, Strib Vinter Festival, 20. februar 2010
Nils Thorlund
