Nye navne er nu føjet til Tønder Festivals program og fortæller igen, at TF byder på navne og oplevelser, man ikke kan få andre steder. Nu offentliggøres syv bands/solister fra hhv. USA, Canada, Skotland, Polen og Danmark.
Fra USA er der i denne ombæring tre navne på listen. Sangskriveren Katie Pruitt er tilbage efter femstjernede anmeldelser sidste år. Det samme er Leftover Salmon: Et 35 år gammelt pionerband inden for jamgrass-genren med bluegrass, country og cajun som ramme og improvisation som ledestjerne. Tillige kommer True Hearts Troubadours med de to kendte topnavne Tim O’Brien og Mary Gauthier, der er i hver sin duo og bringer dem i smukt samspil i Tønder.
Fra Canada kan sangskriveren Kellie Loder opleves for første gang, og fra Skotland bliver der gensyn med de populære Peatbog Faeries med energisk folk, rock og elektronica-miks. Desuden fra Danmark Sebastian Wolff, kendt som sanger og frontmand i rockbandet Kellermensch, men nu med eget band og nye sange. Og fra Polen cykler Big Bike Orchestra formentlig lige lukt ind i vores hjerter. De udfører nemlig det helt specielle stunt at spille, samtidig med at de triller afsted på en specialbygget sekspersoners cykel.
Festivalens store jubilæumsår byder naturligt nok på gensyn med mange af de musikere, som publikum har mødt gennem årene, og mange er jo nævnt ved tidligere lejligheder. True Heart Troubadours er en ny sammenhæng med gamle kendinge. Multiinstrumentalist, sangskriver og bluegrass-maestro Tim O’Brien har besøgt Tønder mange gange, ligesom Mary Gauthier er en kær gæst og har skabt store stunder på de små scener på festivalen. Med True Heart Troubadours er der lagt op til noget helt specielt, nemlig to duoer bragt sammen til en særklasse-oplevelse med guitarer, mandolin, violin, vokalharmonier og ikke mindst klasse sangskrivning. Med Tim O’Brien & Jan Fabricius samt Mary Gauthier & Jaimee Harris på scenen kan man glæde sig til noget smukt, intimt og tæt, for valget af navnet True Heart er ikke tilfældigt. Her gælder det et supertæt musikalsk samarbejde, der – som det beskrives af Mary Gauthier – kan “bringe os dyb forståelse af hinanden og åbne hjertet for kærlighed”.
Sangskriveren Katie Pruitt optrådte på Tønder Festival 2022 og leverede en følelsesmættet og musikalsk præstation, der kastede flere femstjernede anmeldelser af sig. Nu vender hun tilbage med sit nye album “Mantras” (april 2024) i rejsebagagen. Hun er en af dem, der anses for at være ”en af årets 10 nye country-kunstnere, du bør kende.” I februar 2020 udkom debutalbummet “Expectations”, som ”i høj grad handler om at være ligeglad med, hvad andre forventer af dig, om at være fri og bare være dig selv”. Katie Pruitt er født i 1994, vokset op i Atlanta, Georgia, i en katolsk familie. Som 20-årig sprang hun ud som lesbisk, og flere af hendes sange handler om frustrationer og skam i opvæksten i Sydstaternes konservative, kristne miljø. Musikalsk blander Pruitt country, folk og indierock, og sangene veksler mellem det lavmælte og inderlige til det mere storladne og rockede.
Sidste års koncerter på TF var de første i Europa for bandet Leftover Salmon efter 35 år på den amerikanske jamgrass-scene. Som en klar succes er de tilbage allerede i år, hvor de spiller alle fire dage på festivalen med forskellige gæster på scenen. De startede med progressiv bluegrass. Men med improviserende tilgang til musikken blev de stilskabende i subgenren jamgrass, hvor bluegrass væves sammen med eksempelvis cajun, calypso og country samt improvisationer med lange psykedeliske jam-passager á la Grateful Dead. Sekstetten skal nok sætte liv i kludene. På deres seneste album “Grass Roots” fra 2023, medvirker Billy Strings på to numre.
Sangskriveren Kellie Loder fra Newfoundland er et af de varmeste navne på den canadiske musikscene og beskrives som et multigenre-talent, hvor hun ubesværet blander inspirationer fra folk, americana og indie-pop. Hun optræder i Danmark for første gang og har fine anmeldelser, priser og nomineringer med i kufferten. Live roses hun for sin karisma og formidling af sine sange med både energi og autenticitet. Debutalbummet “The Way” fra 2009 gav en talentpris, og karrieren kom kvikt i gang for den dengang 20-årige musiker. Siden er det blevet til fire albumudgivelser, det nyeste er “Transitions” fra april ’24. Sidste år blev hun ved den canadiske East Coast Music Awards 2023 ”Songwriter of the Year” og modtog også publikumsprisen ”Entertainer of the Year”. I 2022 blev hun nr. to i programmet Canada’s Got Talent. Hende kan man vist godt glæde sig til at høre,
Peatbog Faeries har mange gange frydet Tønders publikum med tunge elektroniske beats og lynhurtige sækkepiber, som bragte deres ’celtic fusion’ ind i det 21. århundrede. Gennem de traditionelle melodier fandt tranceloops hurtigt vej til de engelske og skotske folkfestivals og videre ud i verden. Peatbog Faeries ankom første gang til TF i 2006. Året før havde bandet udgivet “Croftwork” med et nedtonet, organisk udtryk inspireret af jazz, funk, afrikansk musik og skotsk trad. Det siger en hel del, at de har spillet på Glastonbury Festival hele fem gange. Septetten giver den fuld skrue på sækkepibe, fløjter, violiner, guitarer, keyboards, sax, bas, trommer og vokal. Seneste album er “I See a World” fra i år, hvor der igen er skruet op for den elektroniske musik.
I 2023 kunne TF opleve et humoristisk og anderledes indslag på festivalpladsen, da et sælsomt køretøj kom trillende fyldt med jazz og folk på harmonika, mandolin, violin, saxofon og guitar, endda en kontrabas. (Øverste foto) De seks polske musikere spillede og trampede løs i pedalerne på en specialbygget og meget lang cykel. Gruppen hedder Big Bike Orchestra og blev dannet i 2021. De har haft travlt siden sidst med mere end 200 koncerter og gennemførte i 2023 projektet From Bydgoszcz To Europe, hvor de på 10 dage besøgte 10 lande, bl.a. Frankrig, Holland og Tyskland. Vi ved dog ikke, om de foretog hele denne rejse på cykel. Men vi ved, at de i april 2024 har udgivet debutalbummet “Maniana”, og at de spiller på årets TF.
Sebastian Wolff er kendt som forsanger og frontmand i Esbjerg-rockbandet Kellermensch, som har fejret store triumfer i tidens løb, ikke mindst med albummet “Capitulism” (2022), De var i 2018 på Tønder Festival, hvor bandets eksplosive mørkemandsrock fandt sig godt tilrette i folkroots-festivalens rammer. Som sangskriver har Wolff meget andet at byde på, og han kommer nu frem i lyset som solist. Foråret 2024 turnerer han rundt i landet med sit eget band, og det er i denne sammenhæng, han kan opleves på årets jubilæumsfestival. Jamen, så glæder vi os bare til TF fra onsdag d. 21. august!! Men der kommer flere navne til inden da,