Det var La Bottine Souriante fra den fransktalende Quebec-provins i Canada, der først viste verden, at det her var en interessant mulighed. Senere har flere andre, herunder nogle her til lands, prøvet at følge op på ideen, og umiddelbart er det lykkedes bedst hos Habadekuk. Vi taler om ideen med at tilføre traditionel musik en rytmegruppe og – som det afgørende nye – en blæsersektion og bigbandklingende arrangementer med inspiration fra jazzens verden.
For omkring et par år siden udsendte Habadekuk deres debut-cd ”Hopsadaddy”, og her lykkedes det kun et stykke ad vejen at få det vitale live-udtryk ned i de digitale spor. I mellemtiden har orkestret turneret flittigt og derved fået mere tag i tingene i form af sikkerhed, overskud, tæthed i sammenspillet og vitaminfyldt udtryk. Den udvikling kommer klart til udtryk på ”Kaffepunch”, denne deres helt friske udgivelse, og det fortjener musikken. Det store orkester med hele udtrækket fremstår i denne anmelders øregange som en fin og herlig ide, der rykker som bare fanden, når det rykker – og det gør det her.
De gode musikere lægger ikke skjul på deres forkærlighed for Fanø og traditionen dér. Navnet Habadekuk er taget fra en sønderhoning, og titlen ”Kaffepunch” fra en vest- og sønderjysk drik, som ikke mindst nydes intenst og jævnligt på Fanø med stor fryd og efterfølgende vældigt natligt kampoverskud. Vi præsenteres da også for et arrangement af to sønderhoninger samt en afsluttende afsyngelse af punchens kampvers med fin fordrukken og feststemt patos. At der ikke er hundrede procent styr på det tekstmæssige og historiske i sidstnævnte sammenhæng, ses der gennem fingre med. Ellers kommer pladens repertoire godt rundt i det jyske og fynske, inspireret af traditioner og spillemænd, man enten har lært af eller på anden vis har kastet sympati og lidenskab efter. Bredden i repertoirevalget betyder også en fin og nødvendig variation skiven igennem, som understreges af tilsvarende gode og varierede arrangementer. På sangen om skonnerten ”Gefion” af Thurø er variationen måske kommet lige vel langt ud mod det overdrev, hvor fis og ballade gror og kommer lidt til at fremstå som niveauet lige over Tørfisk, men hvad, det aspekt af livet skal jo heller ikke fornægtes.
Det er ikke alle steder, heller ikke på Fanø, lige god latin at lege med becifringerne på traditionsmusikken, men herfra skal der kun lyde ros for vovemodet i så henseende. Et par steder kan trommearrangementerne nok virke lidt tunge og stive, men overordnet set swinger skidtet, som det skal – og sine steder mere til. Nærværende bryske vurderingsmand har haft fornøjelsen at opleve denne musik i levende live, og det er dér, den for alvor lever og får fuld damp på kedlerne. Men som allerede nævnt holder denne digitale nedkogning ganske godt fat i magien fra scenekanten. Det forekommer dog umiddelbart naturligt, at et tredje udspil bliver optaget derude, hvor det koger. Så er den tanke videregivet.
I pladenoterne mere end antyder Habadekuk, at de gør, hvad der passer dem, og det er netop en sådan indstilling, der frembringer det interessante. Hvad bliver det næste – hvis ikke det bliver en liveindspilning? Måske nogle endnu frækkere arrangementer, som i endnu højere grad slår fast, at Habadekuk ikke bare er et dansk opkog af La Bottine Souriante?
Nå, slut med anmelderklogeriet. Kære kapelmester Bugge og dine kompetente kumpaner, det er sgu i orden, det her! Videre ad den vej.
CD: Habadekuk: ”Kaffepunch” – GO´ Danish Folk Music
