Man kan nemt komme til at bruge en masse superlativer, når man skal anmelde Harald Haugaard og Helene Blum med bands koncert.

Det var en betagende koncert, som man kun kunne glæde sig over med Helene Blums helt fantastisk glasklare stemme. Den blev suppleret af bandets flotte samspil, hvor alle instrumenter lod sig høre, og alligevel smeltede det hele sammen til en frydefuld enhed.

Uanset om det var ældre danske folkeviser eller de nykomponerede sange og melodier som ”Velkommen her” eller det seneste albums titelmelodi ”Den store sommer”, så var det en nydelse at lytte til. Om det er de instrumentale numre som eksempelvis et par Sønderhoning Brudstykker, eller om det er kompositioner af Carl Nielsen, demonstrerede violinist Harald Haugaard sin store passion og dedikation for sit instrument. Han lavede elegante musikalske tryllerier med det, efter min mening.

Det er en fornøjelse at lytte til Sune Rahbeks slagtøj. Mange gange dominerer rytme og slagtøj et band, men her spiller Sune Rahbek med stor følelse trods muligheden for bogstaveligt at slå igennem! Kirstine Elise Pedersen på cello havde et par flotte instrumentale duetter med Harald Haugaard og sammen med den dyrgig,e virtuose kontrabasist Mathæus Bech. Guitaristen Mikkel Grue er unik på sit instrument, når han med stor energi og følelse lader strengene tale. Sebastian Bloch er en af dansk folkemusiks største talenter og er med i flere bands. Især på akustisk guitar demonstrerer han høj kunstnerisk kvalitet.

Det vatr en koncert, hvor man måtte overgive sig til både stille, følsomme sange og melodier samt ballader med energiske temposkift. Det hele kædet sammen af gode historier og så en overraskende frisk udgave af børnesangen Bro Bro Brille. Så det var en af de koncerter man vil huske.