Mange er tidligere udråbt som musikalske vidunderbørn, så det var med en vis skepsis, at jeg fik beretninger om endnu et af slagsen.
Da Chris Thile i 1994 udsendte sit første soloalbum, vakte det alligevel stor forundring. Dette var ikke kun en talentfuld 13-årig knægt, det var en færdigudviklet bluegrass-mandolinist.
Pressefoto
Derefter gik det stærkt med at nedbryde grænser for, hvad man troede var muligt. Først overgik han mandolinlegenderne Sam Bush og David Grisman, så viste han sig at være en suveræn sanger, sangskriver og orkesterleder i trioen Nickel Creek, som lavede noget af det bedste akustiske musik fra USA omkring årtusindskiftet. Derefter udforskede han eksperimenterende musik med Punch Brothers. Af pladshensyn skal jeg undlade at liste hans andre musikalske samarbejder, hvor mange instrumenter han behersker, og hvor mange hæderspriser han har modtaget.
Chris Thile behersker alle musikgenrer, og det er en underdrivelse at kalde ham virtuos, men måske passende at præsentere hans første solokoncert i Danmark på Musikkonservatoriet. Hans optræden spændte fra Bach til Radiohead, men ”jeg er også kommet for at undskylde for valgresultatet på min nations vegne’ som han udtrykte det og kvitterede med sin nye sang Falsetto, en disko-parodi.
I det hele taget var hans koncert præget af en charme og humor med udtryk og grimasser, som gav mindelser om Victor Borge. Rent overskud og masterclass.
