cd Nicklas Burman og Det Tørre BeatHvor er der dog mange begavede kunstneriske udtryk, der ikke finder øren og øjne! Hvis jeg nu ikke havde deltaget i Fakkeltoget i Istedgade 4. maj, havde jeg næppe hørt om denne relativt nye plade.

Nu var jeg imidlertid så heldig at opleve Nicklas Burman og hans dobrospiller, der varmede akustisk op til demonstrationen med underfundige og stilfærdige tekster. Min nysgerrighed var vakt! De forærede mig CD´en, som er helt tilbage fra 2010-11, men ikke mindre god af den grund. Jeg lyttede med fornøjelse og prøvede at google lidt på musikken.

Anmeldelserne i cyberspace var ikke mange – og lidt blandede. En anmelder, der hørte gruppen i Kulturhuset på Islands Brygge, efterlyste en rød tråd og en mere levende optræden. Modkrafts CD-anmelder derimod sammenlignede med Benny Holst, C.V. Jørgensen og Jan Toftlund og hævdede, at dansk sangskrivning ikke er forvænt med Burmans niveau.

Jeg hælder mest til sidstnævnte anmelder. Her er skønne, udfordrende tekster og nogle melodier, der fint støtter teksterne. Dog ind imellem med lidt for bastante og enstonede rytmer. Tekstsiden er helt klart den stærkeste!

Da konferencieren 4. maj annoncerede, at Burman skulle varme op til det omtalte fakkeltog, tænkte jeg helt ærligt Nå for pokker! Nu da jeg har glemt ørepropperne, kan jeg måske prøve at presse noget vådt toiletpapir i ørerne for at dæmpe lyden! Burman har nemlig, som mange vil vide, en anden musikalsk personlighed, og det var den, jeg huskede. Riffelsyndikatet hedder gruppen, der spiller hårdtslående metal-protestpunk med Burman som forsanger.

I gruppen ”Det Tørre Beat” er det musikalske udtryk nogenlunde stik modsat. Interessant at begge stilarter kan rummes i samme person. På ”Celle no 5” har Burman samlet en større gruppe musikere med bl.a. Jesper Uno Kofoed på trommer og Anna Hart Grabowski som med-sanger. Personligt foretrækker jeg nu den enkle og gennemsigtige akustiske duo fra 4. maj. De fine tekster gør sig bedst, når man tydeligt hører dem. Gennemgående er Burman god til at sanse byens mange indtryk og mennesker og til at filosofere over dagen og vejen, der ofte beskrives som værende alt for kort. De mange fine tekster udfordrer alle de små grå hjerneceller.