Ikke langt herfra – derfra hvor vi stod. Jeg er rastløs i min fremtid/Og vil altid være, så længe/(…)/Dead rocknroll is on my street. Lissom dengang med ulven og 66. Referencerne til en frodig og flippet fortid mere end fornemmes. Det blev fortalt at det skulle være ”beat”, og det viste sig at det var ligesom da beat var blevet til rock, og nogen forsøgte at gøre det til pigtråd igen. Hvis nogen vil have navne, må det blive Steppeulvene, Skousen & Ingemann, Peter Belli & Les Rivals og nok nogle flere fra samme sidegade. Sådan lyder forsøget på at beskrive Langsyn.
Man har hørt Peter Butzback før, men ikke sådan her, i en tilbageskuende trio med Fender, Selmer, Vox, Ludwig og hvad grej man nu brugte – og uden ”landminer” ved fødderne. Bare stikket i, godt med diskant og så af sted. Vi ved jo godt at Skaløe, Møller, Devantier, Skousen og de andre skæve spillemænd ikke har levet forgæves, men det er lige i synet på den sølvfarvede generation at få det bekræftet i anno digitali 2010. Jamen, svarer det ikke til når vi hovedrystende hørte vore forældre spille Glenn Miller? Et forsinket honnør til den sølvfarvede nostalgi? Nej, umiddelbart ikke. Nærværende anmelder har et par gange forsøgt sig sammen med en flok ligesindede at kaste de gamle sange i grams, og hvem skrålede højest og mest entusiastisk med? De unge. Så altså, trods digitaliseret bedøvelse er der også hul igennem her.
Det er alligevel ikke nemt at sige hvordan ”Ikke langt herfra” vil blive modtaget. Hvad fanden er det for noget? Er det nogle af dinosaurerne der har støvet det gamle grej af? Eller måske: Det er sgu da friskt, det dér. Sikke en fed gang retro. Uanset vil ørerne være vidåbne og øjenbrynene nærme sig hårrødderne – med mindre man er sunket helt ned i det store ingenting.
Butzbacks skramlede trio leverer herlig gang skramlet musik med en samling opmærksomhedsvækkende skramlede tekster. Nok kan den gamle dansklærer sagtens tvære dem til med den røde pen, men har han sans for noget som helst, skal han se at få brillerne af næsen og pakke retskrivningsordbogen ned i lædertasken. Forfejlet finpudsning vil dræbe den sårbare spontanitet der skaber denne påtrængende hudløshed. Nok er det her spillemænd der spiller så godt at de kan lade som om de ikke kan, men skide værre med det. Det virker. Lad egentlig være med at gå op på loftet og finde din chillum frem. Det her tiltrængte los i agterspejlet virker nok bedre uden. Det virker langt herfra, men er det måske alligevel ikke.
5 par sygekassebriller med farvet glas til Langsyn.
Langsyn: ”Ikke langt herfra”
Songcrafter Music (2010)
Nils Thorlund