cd esben”I disse tider” er titlen på Esben Langknivs sjette album, som følger efter udgivelsen ”Hat og Briller”, der gennemgående var holdt i det humoristiske hjørne. Den nye cd har flere alvorlige momenter, uden at det bliver trist og melankolsk af den grund. Men de fleste tekster har et indhold og et budskab – og nogle af alvorligere karakter.

Men musikken bliver ikke kedelig. Bandet, ofte betegnet som hans ”rakkerpak”, består af kompetente musikere. Både på scenen og på albummet er Henrik Skriver med på guitar, Louise Vangsgaard på violin og harmonikaspilleren Emir Bosnjak. Desuden har Esben Langkniv fået hjælp af Tom Bilde, Tine Lilholt, Klaus Thrane, Andreas David, Anja Clarissa Gilles, Andy Ellison og David Roloff. Derfor kan man også hurtigt konstatere, at CD’en er mere end værd at lytte til, både på grund af Esben Langknivs sang og meningsfyldte tekster, men også fordi han støttes på højt niveau af de forskellige musikere.

Esben Langkniv er dygtig til humoristiske ordspil som ”Han kalder på Gud, mens han slår ihjel, han søger, men kan intet finde. Øje for øje og tand for tand, som den tandløse sagde til den blinde” fra albummets titelmelodi, ligesom han har ”røget sig skæv i Pisa” fra sangen Rundt og Rundt.

Vi får også genopfrisket historieundervisningen i sangen ”Amerika”, hvor man lærer, at det var Colombus, der opdagede Amerika i 1492. Selv om det måske var vikingen Leif Den Lykkelige, der et par hundrede år før var den første fra det europæiske kontinent, der kom til Vinland, som han kaldte det.

Sangen ”Memphis Mansion” hed oprindeligt Graceland, men efter protester fra Elvis Presleys kommercielle firma blev museet ved Randers omdøbt, og det måtte Esben Langkniv så også gøre. For melodien er en hyldest til stifteren af det danske museum. Han havde en drøm og førte den ud i livet, selv om det virkede imod alle odds at opføre en kopi af den berømte sangers bolig. Og det er der kommet en ganske sjov sang ud af med underfundig henvisning til Bauhaus, som er placeret lige ved siden af Memphis Mansion.

I den alvorlige del er sangen ”Lig i lasten”, som er den knap så eksotiske fortælling om de Dansk- Vestindiske Øer, men om den barske virkelighed ved slavetransporterne. Der er en tur ad mindernes allé i nummeret ”Suppe, steg og is”, som dog stadig kan findes i dele af Danmark. Et par sømandshistorier bliver også fortalt med ironi og humor, og måske et slags selvportræt i ”De forbudte toner”. Det er om en spillemand, der spillede som han syntes, at musikken skulle være, og det hedder i et af versene ”Spillemænd de kom i tvivl om, hvad de måtte spille, så de holdt inde overalt, Ja, så blev der stille”.

Vi håber, at det aldrig bliver tilfældet, især ikke med Esben Langknivs filosofiske og menneskelige betragtninger og livsanskuelser, som han forstår at udtrykke på fornem vis.

http://www.langkniv.dk/