Habadekuk

Midtjysk Folkemusik Festival blev årets første folkemusikfestival. Den sluttede lørdag i Silkeborg, og det var  niende gang den blev afholdt med det formål at fremme dansk og udenlandsk folkemusik i lokalområdet.

Tirsdag åbnedes festivalen, og så fulgte en række koncerter onsdag og torsdag i lokalområderne. Her var blandt andre Fromseier/Hockings og Phønix på programmet. Fredag kulminerede festlighederne på Rampelys med hele tre navne på scenen.

Første trin af aftenens tretrinsraket var Jan Jacobsen, også medlem af Irsk Stuvning, som åbnede aftenen med britiske sange og ballader. Bandet Mindst 4 var andet trin på musikraketten, og de levede op til deres navn, da de var seks musikere på scenen. Her blev især præsenteret svensk folkemusik, men med finsk og skotsk islæt.

Tredje trin på aftenens program var festivalens hovednavn Habadekuk. Og det ni mand store band skuffede ikke publikum, men levede op til deres rygte som et

Mindst 4

festligt velspillende og meget musikalsk band, der på utraditionel vis leverer varen 100 procent.

Repertoiret skiftede mellem jazz, balkan, bigband, bossanova og klassiske toner, blandet med traditionel dansk folkemusik fra mange egne af landet. Det hele afviklet med humor og i et opskruet tempo, som nærmest var i …ja, raketfart. Det var Habadekuks første koncert i år, og de kunne løfte sløret for, at der er et nyt album på vej, selv om det nok ikke når at udkomme i 2013. Det fremmødte publikum, som havde forladt lænestolen og fravalgt Danmarks semifinalekamp ved VM i håndbold, fortrød ikke deres valg, for de fik underholdning i topklassen.

Dupont Cajun Band Fotos: Per Dyrholm

Lørdag eftermiddag bød Musik- og Teaterhuset som vanligt på koncert. Dupont Cajun Band underholdt med Louisiana-toner og sange på fransk. Her sluttede koncerten med Fairfolk, der spiller alt fra middelalderviser, Grundtvig til Bruce Springsteen og Oysterband-melodier. Og endelig sluttede festivalen med helt andre toner, da La Liga Latina var aftenens og festivalens sidste band.

http://midtjyskfolkemusikfestival.dk