Stig Møller var en ener i den danske musikbranche. Med sine iørefaldende hits blev han hvermandseje, og samtidig formåede han at være sig selv. Med sin særlige karisma skabte han mange venskaber og satte sit præg på alle os, der lærte ham at kende.
Allerede i sine teenageår oplevede han for første gang at blive hyldet. Han spillede i nogle københavnske pigtrådsgrupper, og han havde roller i nogle film. Derefter fulgte hans dannelsesrejser The Hippie Trail til Østen, hvor han blev optaget af de store åndelige spørgsmål og lærte både at meditere og ryge hash. Det kunne han kombinere med sin store interesse for musik, som efterhånden havde taget en retning mod folkemusikken. Fra de bedste – Bert Jansch, Donovan, Paul Simon og Martin Carthy lærte han svære guitarteknikker, som han siden gavmildt underviste os andre interesserede i.
Sammen med sin særlige gyldne, klare stemme vakte han opsigt, og han blev en del af det københavnske folkemusikmiljø og optrådte lige så gerne på gaden som i folkklubberne. Pladeselskabet Sonet udråbte ham som ”Den danske Donovan”, da de udgav hans første soloplader. Stig Møller passede dog ikke rigtig ind i underholdningsindustrien. Styling, mediepleje, konsulenter og agenter var fremmedord for ham.
Da han i 1967 mødte vildbassen og poeten Eik Skaløe og satte musik til hans tekster opstod et helt særligt kreativt samarbejde, desværre ganske kort, men som resulterede i albummet ”Hip” med bandet Steppeulvene. Selvom pladen ikke solgte stort i starten, er den siden udråbt som et banebrydende mesterværk.
Møller blev nu en nøgleperson på først den københavnske musikscene og siden et landskendt navn. Han indgik i Skousen & Ingemann og samarbejdede med mange andre. Han lærte Kim Larsen at spille guitar, som til gengæld lærte Møller at skrive sange. Især de musikalske venner Flemming Quist Møller, Christian Sievert og Mehmet Ozan og siden Moussa Diallo påvirkede hans musik i retning af verdensmusik, før andre forstod, hvad det var for noget. Især polyrytmerne i den afrikanske highlife-musik fandt vej i mange af hans bedste sange ,”To Sjæle Én tanke” og ”Palmebladet”.
Han fik en kontrakt med Danmarks største pladeselskab CBS på to soloalbum. Møllers egne kompositioner står måske ikke så stærkt tekstmæssigt, men musikken, han komponerede, var i de tidligere 1970’ere bemærkelsesværdig. Han fik også tid til at indspille instrumentalmusik til børne- og ungdoms-tv og film. I det hele taget var han engageret i flere orkestre, hvoraf han særlig var glad for samarbejdet med Starfuckers. Det var et musikalsk kollektiv af musikere, der lige som ham selv egentlig ikke ville være stjerner (deraf navnet) men bare hygge sig med musikken.
Sideløbende med sine mange musikalske projekter var Stig Møller som nævnt en ener. Som en moderne skjald rejste han rundt i Danmark på sin motorcykel med sin akustiske Gibson-guitar på ryggen, spillede gratis og mødte sit publikum i øjenhøjde.
Han var ikke politisk og undgik elegant 1970’ernes polit-rock og gøgl. Til gengæld var han romantiker og prædikede kærlighedsbudskabet og hyldede den personlige frihed. Han var
lykkelig, når han kunne trække sig tilbage i feriehusene på Glænø og Lolland og øve guitarspil og studere nattergalesang. Eller når han virrende med hovedet fordybede sig i en guitarsolo og tryllede nye melodier og rytmer frem – som en shaman, der skabte musik fra hjertet.
Efterhånden ebbede de kreative og fysiske kræfter ud, og han måtte have hjælp af vennerne til at fortsætte med optrædenerne. Det bestod mest af et repertoire af de gamle sange, som vi elskede krydret med ærlige og brogede erindringer. Vi var tæt på at miste Møller da han blev ramt af corona og ’svævede i intetheden og mødte sin lama’ som han udtrykte det.
Men så snart han havde genvundet nogle af sine kræfter, var han tilbage på scenen med sin musik. Dette fortsatte han med lige til det sidste:
”Vi kommer til at savne ham utrolig meget. Men desværre er der ikke mere liv tilbage til Stig”, udtalte Peter Ingemann, hans mangeårige manager og musikalske makker.
