Duoen Morten Alfred Høirup & Sonnich Lydom har nu en del måneder og en cd-udgivelse bag sig. Strib Festivalen har igennem nogle år arrangeret temaeftermiddage lørdag. I Strib denne lørdag eftermiddag løb de to fænomener sammen – godt og vel. Høirup & Lydom havde suppleret sig med en række interessante musikere og sangere og sat en temakoncert sammen med titlen ”Lille datter, vil du gifte dig” om kærlighedens romantiske, sørgelige, skæve, pikante og direkte sjofle sider.

De to kapelmestre indledte selv instrumentalt, og herefter suppleredes de successivt af finske Tapani Varis på bas og jødeharpe, amerikanske Ruthie Dornfeld på violin, de to sangerinder Channe Nussbaum og Laura Illeborg og endelig Høirups aldrende far Fin Alfred Larsen med sine pikante viser, sin harmonika og sin mandolin. Musikerne kunne deres instrumentale metier og var særdeles velspillende og velswingende, såvel i de instrumentale indslag som i akkompagnementerne.

De to sangerinder klædte både scenen og hinanden – og her er vi ude i såvel musikalske som æstetiske betragtninger. Ikke mindst Nussbaum leverede sine sange med et både sensitivt og sensuelt drej. Eksempelvis fremførtes ”Det var en lørdag aften” – med ny melodi – hæst og lidenskabeligt. Ren smerte. Det var blues. Ganske vist undskyldte Nussbaum efter koncerten sin stemmes plagethed af et halsonde, men det havde hun ingen grund til.

Illeborg havde ikke ondt i halsen, men hun klarede sig da bestemt også uden. Hvorfor sang hun ikke nogle flere sange? Hun viste sin følsomhed i sange fra dengang man ikke talte om det, men sang om det. I duetterne var de to en fryd for ørerne og det indre gys. Udover ”Det var en lørdag…” havde også den gamle ”Som stjernerne på himlen blå” fået ny melodi. Det er altid en voveligt gerning med de kendte sange, men i disse udgaver – og især fremførelser – holdt det vand. Oveni herlighederne blev vi også præsenteret for nogle forbandet fine melodier som viste hvor meget det betyder for oplevelsen af en sang.

Fin Alfred Larsen er fandeme en spillemand. Hvor herligt at lægge ører til viser som ”Olsen på Hauser Plads” eller ”Mademoiselle fra Montparnasse”. Saftige sange om sømænd, sviende kærlighed og sidespring.

Hvilken eftermiddag disse damer og herrer gav os. Det skulle de gøre noget mere.

Morten Alfred Høirup & Sonnich Lydom m. fl., Strib vinter Festival 19. februar 2011

Nils Thorlund