Det er godt nok en intens omgang, vi er del af her i Essaouira i den gyldne sommer 2010. For med fastemåneden lige rundt om hjørnet – vi taler fra på torsdag eller fredag og 30 dage frem – så skal alting afvikles i god tid, og så er det, at de religiøse festivaler med relation til den islamiske månekalender og de sædvanlige sommerfestivaler støder sammen. Intenst hvis man som jeg er trancemenneske, men også suveræn underholdning for den, der har det sådan.
Essaouira er selvfølgelig ikke ene om den virkelighed. Jeg var tidligere på ugen sammen med bassisten Peter Danstrup, som var i Marrakech for at følge op på sit personlige gnawaspor, som især drejer sig om den sublime mester, Mostapha Baqbou, en travl herre som lige skulle et smut til Paris og give koncert, men ville være tilbage i lørdags for at holde sin store lila, altså en trancenat hvor ånderne kommer i tale, hvilket er gnawaernes store ritual.
Peter har tidligere udsendt en formidabel plade med gnawamusik i en spændende crossover-version, hvor blandt andet Mikkel Nordsøs Hendrix-inspirerede spade krydsede klinger med Baqbous stemme og herlige flow på gimbrien, den trestrengede afrikanske bas, som er en gnawamesters hofinstrument. Og selv om jeg var fristet af den intense stemning i byen på højsletten ved foden af Atlasbjergenes højeste tinder – som midt på dagen med 45 grader i skyggen får den herlige surrealistiske stemning med luftspejlinger – så havde jeg som vanligt en forpligtelse til at køre ned til byen ved havet, som er svalere og hvor der i år skulle være to centrale fester, nemlig ungdomsfestivalen for gnawamusik, Festival des Jeunes Talents Gnaoua, som minsandten er nået frem til sin sjette udgave, og den religiøse moussem, som dels foregår i helligdommen for gnawaer, Zaouia Sidna Bilal. Desuden skulle jeg mødes med medlemmer af mit eget danske sufiband. For sammen med dem at få en seriøs smag på det, der meget gerne skal være en del af vores fælles bestemmelse.
Ny stil
Festivalen for de unge talenter har i en årrække været en low key pendant til den store Festival d’Essaouira, som altid ligger i slutningen af juni. På denne spiller alle de store mestre og deres grupper, og med i disse grupper vil der være masser af talent, som venter på, at det er deres tur til at træde frem fra skyggen. Mestre in spé, selv om vi igen skal være varsomme med definitionen på en mester, hvilket også i en årrække lidt har været ungdomsfestivalens problem. Man havde en tendens til at bruge mester-ordet, altså Maâllem, lidt for lemfældigt, og derved glemme at respektere den titel, som er meget speciel og afgørende, når vi taler om gnawakulturen. For her er en mester dels en, der mestrer hele det musikalske repertoire, både gharbaoui – stilen man spiller i Marrakech, chemeli – stilen man spiller oppe nordpå i området omkring Tanger, Tetouan og Asilah – og endelig marsaoui – den stil man spiller ude ved kysten, specielt den der praktiseres her i Essaouira. Her starter en mesterlære ud i det små ved, at man lærer rytmerne, spillet på trommer og især de specielle metalkastagnetter – kaldet qaraqab eller crotales – samt dansene og svarkorene til mesterens udsagn. Det er en stor videnskab, og mange kommer ikke længere.
Derefter lærer man at spille hovedtrommen, der bruges i starten af ritualet, og endelig den specielle gimbri, den føromtalte trestrengede bas, som er betrukket med skindet fra halsen på en dromedar, hvilket giver en effekt som en tromme, altså som en bas-version af en banjo. Gimbrien kaldes også blandt andet hajouj og sintir.
Men det er ikke nok, for vi taler om trance, og mestre er clairvoyanter og kan arbejde med ånderne, som i gnawaernes tro dels er de afrikanske. Gnawaer er jo efterkommere af slaver, som kom over Saharaørkenen fra lande som Senegal, Guinea, Mali og så videre. Den såkaldte animistiske tro, de har bragt med sig, har meget til fælles med den, man finder på Cuba (santeria) og i Brasilien (candomblé). Men hos gnawaerne er den smeltet sammen med islam. Mens det de andre steder er katolicisme, som slavernes oprindelige åndetro er smeltet sammen med. Ergo har vi eksempelvis den røde ånd (blod, smerte, sex, etc.) som i en afrikansk kontekst kan hedde Changó, men som hos gnawaerne hedder Sidi Hamou og i den katolske version hedder Santa Barbara. Samme historie og effekt.
Nå, men tilbage til teksten: Det er sådan, at når en gnawamester er udlært, og altså er i stand til at spille alt, danse og især formidle ånderne til dem i ritualet, som er åbne, samt endelig optræde som en altseende psykoterapeut og healer, så indkalder han et råd af gamle mestre. Han laver den traditionelle version af den nordafrikanske ret af semuljegryn, couscous, og de spiser den sammen, hvorefter hans eksamen begynder. Og er de tilfredse, vil de erklære, at han rettelig kan regnes som mester. Han kan altså selv stå for ritualer, og set fra den økonomiske side, kan det betyde et gevaldigt hop op ad. Det er altså rimeligt attraktivt at kunne kalde sig mester, mens det for nogle er mindre attraktivt at vente i 25 år på, at dagen oprinder. Og her har den nye festival været en ikke så tjekket genvej. Fordi den ikke respekterer gnawakulturen. Indtil i år.
Her kom der endelig helt andre boller på suppen.
Ildsjæl
Festival des Jeunes Talents Gnaoua foregik fortrinsvis på to scener, nemlig den store ovre på Moulay Hassan-pladsen ud mod havnen og Atlanterhavet, afgrænset af den flotte og gamle bymur, og i Dar Souiri, en lækker riad, hvor foreningen Essaouira-Mogador, som har Hans Majestæt Kongens øverste rådgiver, ildsjælen André Azoulay, som en af de vigtigste personer. Azoulay er af jødisk oprindelse i en by, hvor der traditionelt har boet mange jøder, og egentlig er det økonomi, som er hans kapacitet. Men som barn af byen, har han altid været vild med gnawa, ligesom hans søster, journalist Eliane Azoulay. Og har følgelig som en af Marokkos mest magtfulde personer haft enorm betydning for byens genrejsning, siden den første Essaouirafestival gjorde byen, der ellers var mest kendt som surfernes hotspot under navnet Windy City Africa, til en by, som er kendt for sine festivaler, og som i dag er blevet et fantastisk feriemål med en række nye hoteller og topklasserestauranter.
Hvor programmet før i tiden bestod af en lang række grupper med unge såkaldte ”mestre”, blev der i år fokuseret på færre, ligesom der var en række koncerter med nogle af de unge, som havde vundet den store pris de tidligere år, blandt andre Essaouiras Adil Amimi, Mohammed Boumazzough, Said Bouhilmas og Lahssen Mhidi, samt Marrakech’s Hicham Merchane. Desuden kunne vi opleve en række af de store mestre her fra byen, blandt andre de to Gania-brødre, Mahmoud og Mokhtar, Omar Hayat og Said El Bourki, mens den sidste Gania-bror, Maâllem Abdelah Gania, spillede hele ritualet nede i Zaouiya Sidna Bilal. Og endelig ville mange af koncerterne på den store scene være med inspirationer udefra, således at det ikke var traditionel gnawa alene.
Alligevel fandt jeg – kald mig bare puritaner – at det var sessionerne nede i Dar Souiri, der rykkede mest. Fordi alting foregik nede på gulvet med musikerne siddende på en lav scene. Og fordi der var den helt typiske souiri-stemning, som er så unik. Og her var koncerten over dem alle med Maâllem Mahmoud Gania, som bare er et kraftværk af dimensioner, og som også efter at mestre som Abdessalam Belghiti er døde indenfor det sidste år, er rykket frem som nestor blandt byens gnawaer. Men da Mahmoud og hans band – der naturligvis talte begge sønner, Hamza og Hossam, og den gamle ven, Hassan Bergui – afsluttede en aften, der også havde talt et ret usammenhængende sæt med Agadir-gnawaen, Abdesslam El Ouassif, med et sæt, som var rendyrket trancelila tilegnet helgenen og ånden Moulay Abdelkader Jilali, var der ikke et øje tørt. En mester af ufattelige dimensioner var i tale, og hver gang understreger han, at han er på et helt særligt niveau. Planet Mahmoud!
Sidste omgang
Der er stadig nogle dage tilbage. Nede på pladsen er den store festival afsluttet, og den endelige vinder blev så vidt vides den dygtige Arafa Chaara fra Tetouan oppe nordpå, som tidligere var forbi med sin daværende crossover-gruppe, Rif Gnawa. Og han fortjener virkelig hæderen. En ven af mig, som jeg også så oppe nordpå i det tidlige forår, hvor han fulgte kongen rundt på en tur til de nordlige byer.
Men i aften vil der være lila to steder. Jeg tager nok ned til Hamadcha-zawiyaen, som jeg kommer i i forvejen som medlem af broderskabet. Her vil vi have en trancenat, mens vi stiller og roligt forbereder os på fastemåneden Ramadan, som heden in mente nok skal blive hård. Som den altid er om sommeren, hvor intens hede og total mangel på vand og mad får de føromtalte luftspejlinger til at ligne virkeligheden.
Torben Holleufer
