Tønder Festival gav for andet år i træk mindretalssprogene en stemme med musik på små sprog, store følelser og en intim stemning på ”Minority Language Circle”. Men initiativet rejser også spørgsmålet om, hvem der egentlig bliver repræsenteret, når festivalen sætter fokus på mindretalskulturer.
Luna Erhasin
Fem musikere med mindretalsbaggrund eller tilknytning til et mindretal samledes i rundkreds på scenen og optrådte på skift med sange fra deres forskellige kulturelle og sproglige universer og på deres sprog. Det er et enkelt koncept, men virkningen er stærk.
Musikerne sidder tæt sammen, lytter til hinanden og sender sangene videre rundt i cirklen. Det skaber en helt særlig nærhed mellem kunstnerne og publikum og passer samtidig godt til TF’s brede roots-profil, hvor musikalske traditioner og fortællinger fra forskellige egne af verden mødes.
Initiativet, der har fået navnet ’Minority Language Circle’, blev lanceret i 2025 med en bevilling på 500.000 kroner fra Kulturministeriet. Om bevillingen fortsætter, er endnu ikke sikkert, men TF har gjort det klart, at interessen for mindretalsmusik ikke forsvinder med en eventuel bevilling.
Beinir
Konceptet bygger videre på festivalens øvrige cirkelformater, bl.a. Gentlemen’s Circle og Women’s Circle, hvor musikere gennem flere år har mødt hinanden på scenen.
I årets minoritetssprogcirkel deltog bl.a. færøske Lea Kampmann og Beinir. Lea leverede stille og smukke sange fra de stormomsuste Færøer, mens Beinir fulgte op med rolige ballader og en flot, ren stemme.
Fra Cornwall i det sydvestlige England kom Sam Kelly, som synger på cornisk – et sprog, der kun tales af omkring 500 mennesker. Han fik især et stort bifald for en frisk sang om fiskerne i Cornwall.
Der var også plads til nordirske Ríoghnach Connolly og dansk-kurdiske Luna Erhasin, der med sine kurdiske rødder synger på originalsproget med både ynde og energi. Luna satte selv ord på, hvorfor det giver mening at synge på et sprog, som langt fra alle i publikum forstår.
Lea Kampmann
Hun fortalte, at publikum måske ikke forstod mange af ordene, men forhåbentlig alligevel kunne mærke noget. For hende er det netop noget af det smukke ved musik: at en gammel melodi kan fortælle historien om mennesker, der levede længe før os og føre deres stemmer videre.
Og netop sprogenes historie ligger som et alvorligt lag under den hyggelige og musikalske cirkel. Kurdisk er presset af både tyrkisk og arabisk. På Færøerne har det færøske sprog historisk været under stærkt dansk pres. Og i Nordirland fik irsk-gælisk først officiel status i 1998 efter i mange år at have stået i skyggen af engelsk.
Ríoghnach Connolly er fra Nordirland, men bor i England, bidrog også med en sangworkshop på festivalen, hvor deltagerne lærte en irsk vuggevise på gælisk. Dagen efter fortalte hun fra scenen, at det havde været en særlig oplevelse at høre så mange mennesker synge på hendes sprog. ”Min bedstemor ville have været stolt,” lød det. (øverste foto)
Det er netop sådanne øjeblikke, der gør Minority Language Circle til mere end blot endnu en koncert. Her bliver sproget en central del af musikken – og musikken en måde at holde sproget levende på.
Sam Kelly
Men Tønder Festivals fokus på mindretal rejser også et interessant spørgsmål. For Tønder ligger selv midt i et grænseland med både dansk, tysk og frisisk kultur. Hvor er de lokale mindretal i denne sammenhæng?
Svaret er, at cirklen består af kunstnere, som allerede er en del af festivalens øvrige program. Derfor er der i år ikke repræsentanter for de lokale mindretal på scenen. Det er måske forståeligt, men det er samtidig lidt af en ubesvaret mulighed, når festivalen netop ligger i et område, hvor mindretalskulturer og flersprogethed er en del af den lokale historie.
Man kan også diskutere, om færøsk overhovedet skal betegnes som et mindretalssprog. Det er ikke et officielt mindretalssprog, selv om nogle naturligvis kan opfatte det sådan i en større europæisk sammenhæng. Det ændrer dog ikke ved, at de fem singer-songwriters skabte en både musikalsk og sproglig oplevelse, der skilte sig ud fra festivalens øvrige koncerter.
Som afslutning sang de sammen ”Where Have All the Flowers Gone” – men selvfølgelig på hver deres sprog. Det var en fin og symbolsk afslutning: Den samme sang, fem forskellige sprog og fem forskellige kulturelle baggrunde. Musikken behøver ikke altid at blive forstået med hovedet. Nogle gange er det nok at lytte og mærke.
Fotos: Per Dyrholm
