Nive

Det er netop noget af det spændende ved FolkSpot-samarbejdet mellem Tønder Festival og FolkSpotDenmark: De internationale branchefolk og publikum får ikke serveret én bestemt forestilling om, hvad folk er. De får derimod et øjebliksbillede af en levende scene, hvor grænserne hele tiden flyttes.

Det var ikke kun grænserne, der var flyttet i år, da FolkSpots første afdeling blev afviklet i Telt 2, som var en fortjent opgradering fra den tidligere Klubscene.

Mick Andersen

På førstedagen viste fire meget forskellige navne, hvor bredt feltet spænder. Nive & The Deer Children præsenterede arktiske fortællinger med fart på. Man bliver hurtigt trukket ind i et musikalsk landskab, hvor inuit-kultur, nordisk melankoli og americana mødes. Nive står i front med sin lille røde ukulele, men det er bestemt ikke et spinkelt udtryk, der kommer ud fra scenen.

Der er noget råt og umiddelbart over musikken, som bevæger sig i retning af folkrock, når tempoet bliver skruet op. Flere af numrene får et ekstra skub undervejs, og temposkiftene giver koncerten en fin dynamik. Det gør, at musikken aldrig blot bliver en stemningsøvelse.

Nives vokal og fortællinger giver samtidig musikken en tydelig identitet. Det arktiske er ikke bare en eksotisk kulisse, men en del af det musikalske DNA. Sammen med bandet skaber hun et udtryk, der både har rødder og retning – og som uden problemer kan stå på egne ben uden for den nordiske folkscene.

AEGTESKAB befinder sig i et helt andet hjørne af FolkSpot-universet. Her er det især jazzen, der sætter dagsordenen, men blues og rock ligger hele tiden lige under overfladen. Trioen med Mike Andersen, Michael Blicher og Eddi Jarl er tydeligvis sammenspillet på et niveau, hvor musikerne kan give hinanden plads og samtidig reagere på hinandens idéer. Det bliver til en intens og levende koncert, hvor musikken får lov til at udvikle sig frem for at blive presset ned i bestemte genrekasser, selv om jazzen er dominerende.

Mike Andersen er som altid en stærk bluesstemme, og når bluesen får lov til at træde frem, tilfører den en jordbundethed til det ellers meget jazzede udtryk. Det er netop spændingen mellem de to verdener, som gør AEGTESKAB interessant.

Der er masser af erfaring på scenen, men koncerten føles ikke som et møde mellem tre musikere, som blot demonstrerer deres kunnen. Der er spilleglæde og nysgerrighed, og den følelse af fællesskab breder sig også ud i salen. AEGTESKAB viser, at folkens fortællekraft ikke er pakket ind i traditionel folk, den kan lige så godt leve i jazzens improvisationer og bluesens nerve.

Basco

Basco har efterhånden mange års erfaring med at udfordre og forny den nordiske folkemusik, og live står det klart, hvorfor de fortsat er et stærkt navn på scenen. Det er virtuost uden at blive klinisk. Musikken er kompleks og detaljerig, men samtidig fuld af energi og leg. Der er hårdtslående passager, melankoli og en næsten gennemsigtig lethed i arrangementerne, hvor instrumenterne hele tiden finder nye veje omkring hinanden.

Basco er først og fremmest stærke på instrumentalsiden, men koncerten bliver løftet yderligere, når Hal Parfitt-Murray tager mikrofonen. De skotske sange giver musikken en anden varme, og hans levende introduktioner og muntre historier skaber en god forbindelse til publikum.

Sangene bliver derfor mere end et afbræk fra instrumentalnumrene. De giver koncerten karakter og gør det lettere at mærke menneskene bag den imponerende musikalitet. Basco kan deres håndværk til fingerspidserne, men især deres evne til at kombinere med det virtuose imponerer.

AySay (øverste foto) er måske det navn, som er mest markant udfordrer forestillingen om, hvor folkens grænser går. Her mødes anatolske musiktraditioner med nordisk elektronica, moderne rytmer og pop, og resultatet er et særdeles personligt lydunivers.

I centrum står Luna Ersahin, hvis kraftfulde og karakteristiske stemme er noget helt for sig. Hun har en scenisk tilstedeværelse, der hurtigt får opmærksomheden til at samle sig om hende. Hun bevæger sig hjemmevant rundt på scenen og søger også direkte kontakten med publikum, bl.a,. da hun på et tidspunkt bevæger sig helt ud på fotopladserne tæt på publikum.

Det er svært ikke at blive fanget af stemmeklangen. Den har både styrke og noget næsten svævende over sig, og sammen med saz, elektroniske elementer og de moderne rytmer bliver det til musik, der både føles fremmed og genkendelig på samme tid.

AySay lykkes med noget, der kan være vanskeligt: At lade forskellige musikalske og kulturelle traditioner mødes, uden at det føles som et kunstigt sammenstød. I stedet opstår der en naturlig helhed, hvor det anatolske og det nordiske giver hinanden nye farver.

Og Luna Ersahin har samtidig den charme og energi, der skal til for at få publikum med. Det mærkes i salen, hvor flere og flere overgiver sig til musikken. AySay ender derfor som et af de mest markante indslag på FolkSpots førstedag, ikke mindst fordi bandet både har et stærkt musikalsk særpræg og en frontfigur, aom man ikke sådan lige glemmer.

De fire koncerter kunne næsten ikke være mere forskellige, og netop derfor fungerer FolkSpot-formatet så godt. Nive & The Deer Children bringer arktiske fortællinger og americana ind i folkrocken, AEGTESKAB lader jazz og blues mødes i et intenst samspil, Basco demonstrerer den nordiske folkemusiks instrumentale muligheder, mens AySay bygger bro mellem Anatolien og Norden.

Fælles er lysten til at flytte musikken. Og når Tønder-publikummet ovenikøbet tager så forskelligt et program til sig, er det et godt bevis på, at et lydhørt festivalpublikum ikke nødvendigvis kræver genkendelighed, men kvalitet, personlighed og noget på hjerte.