Yves Lambert Pressefoto

Yves Lambert Pressefoto

Det er nogle vægtige navne, der denne aften (d. 12) lægger vejen forbi den musikalske kro i Nordjylland. Nemlig ingen ringere end grundlæggeren af det legendariske canadiske band La Bottine Souriante, Yves Lambert med band. Ovenikøbet kommer endnu mere legendariske Andy Irvine, der velsagtens har passeret sit 50 års musikerjubilæum, men fortsætter sine turneer verden rundt. Der er lagt op til en utrolig aften for de heldige med billet.

Både Andy Irvine og Yves Lambert har spillet på kroen før, sidstnævnte vistnok sidste år, hvor han også rundede bl.a. Tivoli og spillede på Mundo Mandag-scenen. La Bottine Souriante havde med Yves Lambert i front sin allerbedste tid, og også nu formår han at udbrede fransk/candisk musik på bedste vis. Humor, folk og fortællinger er den charmerende cocktail, han serverer. Yves & band holder fest.

Men først er Andy Irvine først på scenen og vil helt sikkert skabe en fortættet og intens stemning med sin stadig fantastiske stemme og sange fra et langt liv on the road. Det er sange fra et levet liv og en karriere, der er intet mindre end fænomenal. Hallo: Supergruppen Planxty! Sweeney’s Men og Patrick Street. Mozaik. LAPD – Liam (O’Flynn), Andy, Paddy (Glackin) og Donal (Lunny), der i 2012/13 gav udsolgte koncerter sammen. Senest selvfølgelig Usher’s Island, der spillede på Tønder Festival sidste år. Samt ikke at forglemme: Hans altid igangværende solokarriere på guitar, mandolin, mandola, bouzouki, mundharmonika og unik vokal. Altid tro mod folkemusikken og samtidig altid udforskende og multifacetteret.

Han fortsætter til koncerter i Norge, og på www.andyirvine.com kan man se, at han foreløbig har 60 koncerter i kalenderen for resten af året og givetvis flere på vej. ”Never Tire Of The Road”.