Det er på lørdag d. 6. januar og varer hele natten. Festivalen har fået kælenavnet Snowfox og foregår indendørs, nemlig på Mojo i København. Folkene bag siger, at de ”simpelthen ikke kan vente til sommer, og vi MÅ have fest nu”. De inviterer derfor til Foxtail vinterfest på Mojo Blues Bar.

Dørene åbner kl.18.00, der kan danses det meste af natten og lukkes og slukkes kl. fem morgen, En billet koster 145 kroner, og man rådes til at skynde sig. Som mange ved, er Mojo ikke ligefrem stort, så adgangen er temmelig begrænset.

Musikken begynder kl. 19, og det bliver med den københavnske countrytrio Ashley on the Trail, som vil servere støvede cowboysange med trestemmige harmonier. Trioen har skandinaviske rødder, men deres musik tager lytteren med til den amerikanske prærie og old time Americana.

Herefter følger The Freudian Slippers med ”foxtrot breakdown boogie woogie, rowd bluegrass og irsk-folk på banjo, guitar, mandolin og whisky-dryppende, svedig musik fra sumpen og prærien. The Bumfuzzles spiller halvtredser-rock’n’roll/rockabilly med både kendte og obskure sange foruden deres egne sange med den autentiske rockabilly-sound.

The Saloon Men byder på country & western, bluegrass og western swing med højlydt og charmerende godt humør. Det har de gjort siden 2002, og stemningen plejer at blive rigtig høj og gå direkte i publikum, forlyder det. Det er nok også varmet godt op på det tidspunkt.

Ved et-tiden vanker der Wildfire, som kalder musikken sovset cafeteriacountry med et twist af rock & rul med glimt i øjet, Johnny Cash på hjernen og fuld spade på det hele.