Pressefoto

Den irske sangerinde Cara Dillon er berømt for sine smukke sange, som hun synger med blød fløjlsstemme. Nu har hendes storesøster Mary Dillon, som ikke har været helt fremme i rampelyset,  netop udgivet sit første album, og det lader ikke den 11 år yngre Cara noget tilbage. Stemmen er som lillesøsters skrøbelig, smuk og utrolig ren.

Som teenager vandt Mary Dillon to gange den irske sangkonkurrence Fleadh Cheoil na hÉireann (Festival of The Music), og i begyndelsen af 90’erne sang hun traditionelle irsk og keltiske folkesange i bandet Déanta. Men det stoppede i 1997 efter tre albums.

Siden har hun levet i sin fødeby Dungiven sammen med sine to børn, hvorfra hun har kunnet lytte til og følge lillesøster Caras store succes. Men for et par år siden udgave hun EP’en “Army Dreamers”, og nu har hun netop udgivet sin første cd “North” som 48-årig. Sangene er en blanding af ballader, kærlighedssange og følsomme perler. Hvis Mary Dillon tidligere har stået noget i sin søsters skygge, er der nu ingen tvivl om, at hun er på vej til at træde ud af den og helt frem på scenen med sit første, flotte album.

http://www.marydillon.com/