Bruce Willis, Arnold Schwarzenegger og Olsen Banden var for et par timer sat på stand by, da BioHuset i Galten vest for Århus afholdt koncert med det dansk/irske band Trad Lads.

Trad Lads begyndte som band for 16 år siden, men Peter Sørensen og Martin O’Hare havde spillet sammen i Ash Plant, men havde et projekt i tankerne om at spille mere irsk musik, og have muligheden for at bruge gæstemusikere fra Irland.

Hvornår begyndte I som Trad Lads?

”Peter og Martin spillede jo sammen i forvejen, og Bjarne og jeg kom med i 1994, da vi tidligere havde været med som gæstemusiker,” fortæller bandets sanger og guitarist Kevin Horan.

”Ja, så Kevin og Bjarne er stadig på prøve,” indskyder Peter Sørensen.

Kan I godt blive enige om hvad I skal spille?

”Det er sjovt bare at spille, så der kommer ofte andre ting i vejen end bare det vi har aftalt. Så det kan sagtens ske, måske sker det i aften, man ved aldrig,” fortæller Martin O’Hare.

I har ingen sæt-liste hver især?

”Vi har en sætliste, som vi alle kigger lidt på. Så sætlisten bliver rettet til efter hvor vi spiller, og eksempelvis til i aften, vidste vi ikke noget om spillestedet, eller hvilket publikum vi kunne forvente os. Hvis vi hvor eksempel spiller på et kræmmermarked, så spiller vi de kendte populære sange. Det er en balance,” forklarer Martin O’Hare.

Er der en leder af bandet?

”Der er ikke en der bestemmer. Vi snakker sammen om det hele. Bjarne og Peter kommer som regel med melodierne, da det er dem der spiller melodiinstrumenterne,” siger Kevin Horan.

Inviterer I stadig gæstemusikere med?

”Nej, det er i hvert fald længe siden, men vi har haft enkelte, men det er meget sjældent.”

Spiller I samme repertoire, når I har Green Steps med? (irsk dansetrup)

”Så spiller vi som regel lidt andet, som er nemmere at danse efter.”

Hvad inspirerer jer?

”Det er meget individuelt. Vi henter ideer og inspiration hver for sig,” mener Kevin Horan og dette støttes af Trad Lads øvrige medlemmer.

”Jeg hørte The Dubliners tidligt i 70’erne, dem blev jeg virkeligt inspireret af. Men jeg lyttede også meget til Christy Moore og Planxty,” mindes Kevin Horan, mens Martin O’Hare lyttede en del til The Chieftains og Planxty.

Bjarne Schmidt fortæller: ”Jer lytter meget til mange forskellige folkemusikbands.”

”Jeg har lyttet meget til gamle amerikanske indspilninger af irsk musik. Som man allerede kunne købe i 70’erne på Lp’er renset op fra gamle 78’er. Der var blandt andre James Morrison, Michael Coleman og Paddy Killoran fra 1920-30’erne. Men hele den irske New York-musikscene har jeg lyttet meget til på grammofonplader,” forklarer Peter Sørensen om hans interesse og indgang til den irske musikverden. Han tilføjer: ”Der var også de tre Flanagan Brothers, men de to af dem døde ret pludseligt. De fik sig en stor renæssance i 80’erne gennem orkesteret Deanna, der indspillede meget af deres musik. Så den del har givet en stor påvirkning.”

Hvad med dansk folkemusik?

”Jeg spiller til folkedans to gange om ugen, så jeg spiller det meget, og det var mit udgangspunkt for overhovedet at spille violin,” ler Peter Sørensen. ”Da vi spillede i Ash Plant spillede vi enkelte danske numre, også når vi var i Irland. Så vi har altid haft det med,” tilføjer Martin O’Hare.

Ny cd på vej?

”Så skal Danmarks Radio først have en bedre økonomi!” smiler Martin O’Hare. ”Vi har i flere omgange taget de første skridt til en ny cd, men det kniber med tiden og det er dyrt at lave en cd,” tilføjer Kevin Horan. ”Vi har taget mange tilløb til det, men det er det blevet ved,” forklarer Bjarne Schmidt, og Peter Sørensen forklarer: ”Det bliver sværere og sværere, at se hvad formålet med at lave en cd er. Med alle de muligheder der er for at downloade musik fra nettet. Men vi skal da lave en ny cd på et tidspunkt.”

Kvartetten har efterhånden spillet traditionelt irsk musik sammen i 16 år, og består af Martin O’Hare fra Belfast, der spiller på den irske håndtromme bodhran. Kevin Horan er fra Dublin, spiller guitar og står oftest for det vokale islæt. De to danskere i bandet er Bjarne Schmidt på banjo og bouzouki, og Peter Sørensen, der spiller irsk violin.

 

www.tradlads.dk/biog.htm

/www.biohuset.dk/koncerter.php