Trias var første band ved showcasen i Visemøllen.

Trias var første band ved showcasen i Visemøllen.

Seks danske bands repræsenterede dansk folkemusik ved en showcase, og koncerterne blev afholdt i Visemøllen, netop der hvor Tønder Festivalen i sin tid begyndte for 39 år siden. Det var et engageret og målrettet fremstød, som Danish Roots og Dansk Rock Samråd, ROSA, stod bag. Den umiddelbare succes var hjemme, men nu venter det lange, seje træk.

Forud for Folk Spot var gået mange måneders arbejde med at organisere musikere, tv- og lydfolk, invitere mediefolk fra flere lande og hele logistikken omkring deres ophold og transport i det sønderjyske. Næsten 30 branchefolk fra henholdsvis radio, tv, magasiner, pladeselskaber, agenturer, festivalarrangører og bookere deltog.

Asynje

Asynje

Koncerterne fandt sted fredag fra kl. 19.00 og kl. 17.30 lørdag med tre bands på programmet begge dage. Hver fik en halv time på scenen, og foruden at levere deres musik skulle de også reklamere eller fortælle lidt om musikken på engelsk eller tysk. For de udenlandske gæster kom fra Belgien, Canada, Færøerne, Holland, Norge, Tyskland og USA.

Og der var stuvende fuldt til alle koncerterne. Lørdag stod der på et tidspunkt 30 mennesker i kø, som kun blev lukket ind, når nogen forlod spillestedet, og det var der langt imellem. Så de travle folk fra ROSA havde nok at se til, men belønningen for deres store arbejde kunne foruden en fyldt Visemølle aflæses i aftaler med flere udenlandske radiostationer. Der blev således knyttet kontakter om udsendelser til blandt andet skotske Celtic Music Radio, VPRO fra Holland, de tyske stationer Deutschlandsradio og Radio 98eins Greifwald samt KSER fra USA.

For alle seks koncerter blev optaget både som radio- og tv-program. Og de udenlandske branchefolk fik et indtryk af, hvor store variationer den danske folkemusik præsenterer. Trods det flotte vejr blev de fleste branchefolk til alle koncerterne, og de viste stor interesse og nysgerrighed for musikken, hvis mangfoldighed overraskede dem.

Svøbsk

Svøbsk

Fredagens tretrinsraket blev fyret af med Trias i spidsen. Kvartetten, der sidste år blev kåret som årets nye talenter, præsenterede deres flotte kontemporære musik med klassiske strøg og gav prøver på både stille samt svingende toner.

Nordens Tone levede op til deres navn med Jullie Hjetlands beundringsværdigt smukke sange på samtlige nordiske sprog sammen med den veloplagte og velspillende trio.

Aftenen sluttede med en blanding af fortid og nutid, da Asynje fremførte deres sprudlende musik fra den nordiske mytologi og middelalder med elektroniske toner og Nanna Barslevs indsmigrende stemme i front.

Så allerede efter den første aftens koncerter var succesen hjemme, når man lyttede til branchefolkenes begejstrede udtalelser. Denne blev vel næppe mindre efter lørdagens tre bands havde underholdt.

Tradish Fotos: Per Dyrholm

Tradish Fotos: Per Dyrholm

Her lagde Fromseier & Hockings ud med svingende, melodiøse og smittende humørfyldte jigs, reels og scottish, men også med plads til et par stille numre. Som vanligt var deres indbyrdes forståelse og samspil perfekt.

Tradish tog publikum med på en musikalsk rejse, der tog afsæt i irske Galway og så ellers bevægede sig østpå med populære irske undertoner. Trioen præsenterede et varieret sæt, som faldt i mere end god jord hos de fremmødte, og så afsluttede Svøbsk Folk Spot med charmerende og absolut ikke kedelig optræden. Vi fik eksempelvis dans på den meget lille scene, en rytmisk kappestrid mellem musikerne på diverse instrumenter, så det blev en flot afslutning på arrangementet, som levede helt op til sit formål: At øge interessen for den danske roots- og folkemusik i udlandet.