Årets TF siger bienvenue og velkommen til en velvoksen vifte af musik med franske rødder! Det er bl.a. musik fra canadiske Quebec, franske Bretagne og Louisiana, USA. Og så er der endda yderligere nye navne på seneste afsløring af plakaten. Cajun, zydeco og folkemusikken fra det nordøstlige Canada har i mange år været en del af Tønder, men i år får musikken med de french connections ekstra stor plads i programmet.

Joel Savoy repræsenterer cajun-musikken sammen med kollegerne Jesse Lége og Kelli Jones. Historien om cajun i Louisiana har en direkte linje til ”the acadians”, der nedstammer fra de franske kolonister, i det nordøstlige Canada. Herfra er der også ofte strømmet traditionsmusik til Tønder, og år bliver det med Les Poules à Colin, Vishtèn og Shaun Ferguson.

Les Poul

Caribiske toner – det sørger guitaristen Pascal Danaë fra franske Guadaloupe for sammen med sit band Delgres. Og fra Bretagne får vi fransk med indbygget dansefest, nemlig de helt hotte Plantec og Startijenn.

Ikke med fransk accent, men absolut lige så velkomne er fremadstormende Susto fra USA, skotske Breabach og også gensynet med publikums-darling-drengene, brødrene Hudson Taylor fra Irland.

“Laissez les bon temps rouler”, let the good times roll, er cajun-kulturens altoverskyggende motto. Musikken og dansene har sammen med den gode, stærke mad i generationer været omdrejningspunkt for festerne, der afløser hverdagen. Joel Savoy er som søn af cajun-stjernerne Ann og Marc Savoy opflasket med kulturen og rødderne. Med sin violin får han traditionerne sendt videre med traditionelle two-steps, valse og reels. Jesse Lége spiller på enradet harmonika og er kendt for sin høje, karakteristiske cajun-vokal. Kelli Jones på violin har boet i Lafayette i Louisiana siden 2006 og har nærstuderet cajun siden. Hun er en habil sangskriver på engelsk og på cajun-fransk-musik og er tillige del af det progressive cajun-band Feufollet. De tre vil garanteret sparke gedigen cajun-røv.

Musikken fra Quebec har en stor plads i Tønder Festivals hjerte. La Bottine Souriante satte gang i festen for længe siden – og sikke et brag, det var. Senere har bl.a. Le Vent Du Nord været her gentagne gange. Nu kommer så Les Poules à Colin, der alle som børn af folkemusikere kendte hinanden tidligt og nu har spillet sammen i 10 år. De er fra Montreal og giver nye takes på Quebec-musikken, men med den velkendte intensitet og musikalitet. Colin Savoie-Levac (mandolin/banjo, lapsteel/foot-tapping) er ene mand i kurven hos Marie Savoie-Levac (bas), Sarah Marchand (sang/piano), Éléonore Pitre (guitar) og Béatrix Méthé (violin). Man kan få et smugkig & lyt på kvintetten på Mundo Mandag i Tivoli d. 10. juni. I efteråret fik de en pris af de tyske musikkritikere, der valgte deres Morose som kvartalets bedste folkalbum.

Vishteen

Vishtèn har i mere end 10 år forblændet publikum med et personligt miks af franske sange og originale melodier, som trækker på keltiske og fransk-canadiske musiktraditioner, påvirket af indie-toner og moderne rockfølsomhed. Emmanuelle og Pastelle LeBlanc kommer fra Prince Edward Island og Pascal Miousse fra de fransktalende Magdalen Islands, og tilsammen spiller de på violin, harmonika, mandola, guitar, bodhrán, piano, jødeharpe og selvfølgelig garneret med foot-tapping. Vishtèn har foreløbig seks albums under bæltet.

Shaun Ferguson fra New Brunswick har udforsket forskellige genrer i 20 år og er selvlært musiker med et sikkert instinkt for musikkens kerne. Han har udviklet og forfinet sit eget udtryk og søger konstant nye veje som guitarist og komponist. Han anses nu som musiker i særklasse med sit sublime guitarspil, men spiller også cello, bas og percussion. Han udgav senest albummet ”Résilience” i 2017, og som en canadisk anmelder skrev, så ”viser Shaun Ferguson os, at vejrtrækning og spil er den samme ting for ham, og hans favoritinstrument har styrken til at tilbyde vores sind og ører verdens smukkeste musik”. Det lyder som en af de mere intense koncerter, vi kan glæde os til.

Så til trioen Delgres med Pascal Danaë som frontmand, guitarist og sanger. For nogle år siden havde franskmanden fra Guadeloupe travlt som sessionmusiker i Amsterdam og Paris. En aften satte han sig med sin dobro, spillede nogle strofer blues og begyndte at synge. Automatisk ramte han det kreolske sprog, som han var vokset op med hjemme i Caribien. Kort efter skabte han et nyt band med trommeslageren Baptiste Bondy og souzafonspilleren Rafgee. Navnet Delgres kommer fra frihedshelten Louis Delgrès, der satte sig op mod den franske overmagt i Guadeloupe i Napoleonstiden. Delgres spiller blues, roots, New Orleans-beat og latin med Pascal Danaës guitar som bærende element, og trioen udgav i 2018 albummet “Mo Jodi”.

Breabach

Så gælder det Bretagne – med hele to bands. Med begge kan man øjensynligt forvente sig en ordentlig fest! Plantec står for et miks af den traditionelle bretonske folkemusik med electronica, beats og samples. Bandet har spillet sammen i 16 år, har udgivet syv albums og turneret i det meste af verden med deres pågående beats og keltisk folk med akustiske instrumenter. Brødrene Yannick og Odran Plantec på hhv. guitarer og det bretonske blæseinstrument bombardes og DJ Ibril (Gabriel N’Dombi D’Otala) på elektroniske instrumenter, keyboards m.m. er et af de populæreste elektrofolk-navne. Plantecs seneste album er ”Live” (CD/DVD indspillet i 2018 på Festival Interceltique de Lorient, en af verdens største keltiske dance-festivaler.

For både Plantec og næste band, Startijenn (Øverste foto), tager afsæt i de traditionelle dansefester fra Bretagne, Fest-Noz, en fest med musik og dans med alt fra et par hundrede til 10.000 deltagere. Startijenn, som betyder energi på bretonsk, har ligeledes deres rødder i trad-musik-dansefesterne. Hen over mere end 20 år er de fem musikere blevet et megapopulært liveband, der skaber den kollektive fest med sprudlende rytmer, bretonsk trad og nye kompositioner. Startijenns musik har det naturlige keltiske slægtskab og bruger primært akustiske instrumenter som bombarde og binioú, uilleann-sækkepibe og diatonisk accordeon koblet sammen med guitar og bas. Bandet har udsendt seks albums, senest i 2016.

Så flytter fokus lidt væk fra alt det flotte franske. Susto fra USA bliver også et godt bekendtskab. Det er band- og kunstnernavn for sangskriver og guitarist Justin Osborne fra Charleston, South Carolina, og han rykker hastigt fremad med sin personlige rootsrock og americana. Seneste og tredje album er fra i år, hedder “Ever Since I Lost My Mind” og er kommet ud på Rounder Records. Justin Osborne skrev og spillede allerede som 14-årig, spillede i bands og ville satse på musikken. Men midt i tyverne parkerede han musikdrømmene og tog til Cuba for at blive antropolog. Cubanske musikervenner fik ham dog på andre tanker. Tilbage i USA kom han med første album under navnet Susto, som betyder noget henad intens frygt og åndeligt panikanfald. Osborne havde haft en svær periode med mistet kontakt til familien og en generel følelse af tab af retning. Så derfor Susto.

Hudson Taylor

Skotske Breabach fortsætter med at sende trad-musikken ud på nye veje, selv om rødderne også stikker dybt i kvintetten. Nyeste udspil er albummet “Frenzy of the Meeting” (2018) med violin, fløjter og sækkepibe, som fungerer fantastisk på både de hektiske dansemelodier og som akkompagnement til smukke sange. De fem medlemmer får fortid og fremtid til at flette sig fint sammen. De har høstet Scots Trad Music Award som bedste liveband og bedste folkband og blev nomineret til den prestigefyldte BBC Radio 2 Folk Awards. Breabach er: Megan Henderson (violin/sang), James Lindsay (kontrabas/sang), Calum MacCrimmon (sækkepiber/ fløjter/bouzouki/sang), James Duncan Mackenzie (sækkepiber/ fløjter) og Ewan Robertson (guitar/sang/cajon).

Sidst men slet ikke mindst, for de her brødre, Hudson Taylor fra Irland, er absolutte favoritter, hver gang de kommer. Harry og Alfie Hudson-Taylor dannede duoen i 2011, og succesen var der stort set med det samme, da EP’en Battles udkom i 2012, og de samtidig optrådte på TF første gang. EP’en ramte faktisk toppen af den irske hitliste, og snart fik de supportjobs for Jake Bugg og jeps: The Rolling Stones! Brødrene fra det sydlige Dublin kan det der med velklingende vokalharmonier udi både folk, roots og pop, og de har gjort det, der ofte kniber, nemlig bygget bro mellem kommerciel succes og spilletid på radioen uden at give køb på deres folkemusikalske baggrund, selv om den har popcharme. I efteråret 2018 udkom albummet “Bear Creek to Dame Street”, og tidligere i 2018 turnerede Hudson Taylor i USA sammen med landsmanden Hozier, heller ikke dårligt selskab.