Københavns ikoniske spillested Montmartre har i det seneste par år udvidet jazzrepertoiret og lægger jævnligt scene til folkemusiknavne. Nu er to koncerter på vej, den ene lige op over, for det er på onsdag d. 24. april, at Sherzandum  skal give den hele armen i St. Regnegade 19 A.

Sebastian & Mathæus  og øverst Sherzandum (fotos: Per Dyrholm)

Det syv mand store band, der især gør sig i klezmer, har på ganske få år vist, at de står knivskarpt. Altså spiller, så stemningen plejer at stige til kogepunktet, når Hans Ravn på trompet, Carl Mosbech på sax, Christian Herrsted på trombone, Morten Alkjær på accordion, Jacob Hastrup på piano, Jakob Kragesand på bas og endelig Maximilian Vording på percussion hver især folder sig ud og giver instrumenterne fuld skrue. Det vil stensikkert også ske på Montmartre onsdag aften.

Den 8. maj er det duoen Sebastian og Mathæus på hhv. guitar og bas, der repræsenterer folk’en. Deres debutalbum Ind-/udgang blev modtaget mere end vel, og deres numre kun blevet mere ambitiøse og inderlige. Duoen kunne vel egentlig også godt hedde Bloch & Bech, for det er deres respektive efternavne, og egentlig lyder det da meget godt, hvis jeg selv må sige det. Bech & Bloch er en anden mulighed, men det ér altså Sebastian og Mathæus. Begge spiller de i andre gode sammenhænge.