Jeg elsker “The Last Thing On My Mind”, som jeg har været heldig at høre live flere gange. Men Tom Paxton var måske netop det, indtil jeg hørte radioprogrammet Madsen i dag, d. 31. oktober, hvor jeg blev mindet om, at den store folkesanger er fyldt 80 år i dag Tak for det, Madsen, og i det hele taget for, at du spiller folkemusik i dit program ganske ofte.
Nu plejer vi ikke i særlig høj grad at huske på fødselsdage her på siden, men Tom P. skal have en hilsen, for hans betydning som sangskriver og som inspiration for folkesangere over hele verden er enorm. Som Pete Seeger engang sagde, så ”har Toms sange det med at snige sig ind på dig. Man nynner dem, fløjter dem og finder på lige at synger et vers for en af sine venner”.
Han er beundret af tre generationer musikere og et kæmpestort publikum for sine sange, som både er poetiske og slagkraftige. Skrevet både fra hjertet og fra hans politiske og sociale samvittighed, som har fyldt så meget i hans liv. Samtidig er de skrevet med hans helt særligt sprogtalent. De er tidløse, og han er kun blevet bedre med alderen. I et anmeldelse fra i år af hans seneste album, skrev en anmelder:
”Der er noget, som er klart som kildevand, når man hører Tom Paxtons seneste album Boat In The Water. At dette er præcis sådan en udgivelse, som fans håber på fra en af vores folkemusik-veteraner. Samtidig med at være en fortsættelse af hans sangskat, er der en følelse af både fornyelse, genskabelse og kontinuitet, der er lige så indtagende som smuk.
Og Ani di Franco: ”Paxton personificerer folkemusikkens ånd på smukkeste måde. Ikke bare med sin perfekte sangskrivning og i sin dedikation til folkets musik, men også med sit venlige og generøse hjerte”.
Hans sange – bl.a. Rambling Mand, I Give You The Morning, I Can’t Help But Wonder Where I’m Bound, What Did You Learn In School Today (som vi her i landet ikke mindst elskede i Eddie Skollers grinagtige version) og ikke mindst den helt uforlignelige The Last Thing On My Mind – vil leve længe efter ham. Han er i øvrigt i fuld vigør den nu 80-årige. I al fald spiller han otte koncerter i bl.a. Portland. Seattle og Vancouver mellem 3. og 12. november, en enkelt i Memphis i december og flere er linet op i februar og marts 2018. Varmt til lykke til Tom Paxton.