Det er et par uger siden, at de skotske ALBA-priser blev uddelt, men de fortjener alligevel lige at blive nævnt her – for det gælder navne, som er særdeles kendte også her. Og man kan til dels læse dette som en optakt til den kommende og 30. udgave af den kæmpestore vinterfestival i Glasgow, Celtic Connections få uger.

Det gælder ikke mindst den kunstner, som fik ALBA-awarden som Årets Musiker, nemlig (især gælisksyngende) Julie Fowlis – et af den skotske tradmusiks absolut største navne. Men det er som musiker, hun har fået æren (vistnok ikke for første gang).

Duncan Chisholm

En anden god bekendt her i landet leverede Album of the Year, violinisten Duncan Chisholm. Vi lærte ham først at kende for mere end 30 år siden, da han spillede med folkrockbandet Wolfstone, som bragede igennem på Tønder Festival og kom tilbage flere gange. I de mange mellemliggende år har han udviklet sig til at blive en af de mest fejrede solister i den traditionelle, skotske musik. Albummet hedder ”Black Cuilllin”.

Som ”Scots Singer” modtog den unge Iona Fyfe sin Alba. Hun er en af de (mange) fremadstormende sangere, har turneret meget ude i verden allerede og var for ikke så længe siden i Danmark. Iona Fyfe er med i adskillige sammenhænge. Eilidh Cormack fik sin Alba som Årets Gæliske Sanger

Et særdeles bekendt band også her i landet modtog prisen som Årets Folk Band, nemlig Blazin Fiddles. De to næste er for mig nye navne, nemlig Upcoming Act of the Year, The Shands, og for Live Act: Trail West. Det må jeg råde bod på.

Æren som Event of the Year blev Orkney Folk Festival, og Årets Komponist blev sangerinden Heidi Talbot – fra Irland (øverste foto), men længe bosiddende i Skotland. Og Mairi McLeman blev Traditional Music Enabler of the Year – dvs. en, som i høj grad er med til at få ting til at ske, Hun er tilknyttet Shetland Folk Festival.

MG ALBA Scots Trad Music Awards hylder “Scottish traditional musicians of all genres”, og også i år blev det en fest og fejring af Skotlands utroligt blomstrende musikscene. Det hele foregik i Dundee, hvor bl.a, gælisksyngende Joy Dunlop optrådte med sit band, ligesom Duncan Chisholm, Peatbog Faeries og Mànran gjorde det.

Concertinaspiller og komponist Simon Thoumire organiserer MG ALBA Scots Trad Award, og han sagde, at det nu føles, som om eventen er blevet voksen nu her i sit 21. år. Og ” det er vidunderligt at fejre, hvordan den skotske traditionelle musik har en så stor betydning, og hvordan vinderne er med til i så høj grad at inspirere, således at musikken stadig har så stor kulturel betydning. Jeg er taknemlig for at være en del af dette levende miljø og at fejre vores musikalske arv og favne nye bølger af kreativitet”.