TF23: Nedslag fra TF 23/1

Vi bragte hurtigt efter årets Tønder Festival en lang række anmeldelser, men har af diverse årsager måttet holde en pause. Men nu runder vi af med nogle varme tilbageblik på det, der blev mine udvalgte musikoplevelser. Det gælder til dels mine absolutte highlights, men også koncerter, jeg på min travle vej rundt kom til at opleve helt eller delvist.

Udvalget var som altid kæmpestort, og man må sande, at det ikke lykkes at høre og opleve det hele, ja nok ikke engang det halve. Det kan ikke nægtes, at jeg betragtede det som et stort scoop, da TF annoncerede Graham Nash. Hvorfor scoop? Man tænker vel, at når en legende kommer forbi, uden at man nogensinde har forventet det, og det er en berømmet, berømt og magisk musiker med en lang karriere i to/tre totalt succesfulde bands, som kommer, kan man da kun glæde sig vildt.

Og jeg er en af dem (mange, tror jeg), som fik mine forventninger indfriet. Det var virkelig ”magical” at se og høre denne ældre, men flotte herre på 81 holde alle os på Open Air lørdag tidlig aften åndeløse af spænding og glæde, mens han sang en lang række mindeværdige sange fra sin lange karriere og nyere numre. Der var jo også klart en ”star struck”- faktor, men uanset hvad, var kvaliteten høj. Om stemmen ville holde, var nok manges bekymring, men det gjorde den, støttet af hans tro væbner på kor og guitarer, Shane Fontayne.

Graham Nash optrådte med den værdighed, der kommer af en stor karriere (i The Hollies og i Crosby, Stills, Nash (og Young) – og som nogle mennesker bare har. Men også af hans fine sange, som rigtig mange kunne synge med på (nogle stykker skrevet af hans kolleger i CSNY). Hans udstråling, nydelige udseende, hans ro og hvilen i sig selv var givende. Han ved efter et langt liv, hvem han er, og fremstår som et ordentligt menneske med sit engagement i verden. Hurra – det var så stor en oplevelse, tak for den.

En anden stor koncert på Open Air var Caleb Klauder & Reeb Williams Country Band, og jo, den fik ekstra X-faktor ved det unikke samarbejde med Lukas Graham. Han agerede ekstra trækplaster for det amerikanske band, men det var ikke som sådan et stunt, for det skete på den danske stjernes eget initiativ. Han kender Caleb Klauder fra sin teenagetid, hvor Klauder spillede i DK og blev blandt hans første vigtige inspirationer til hans nu verdensberømte sangskrivning.

Koncerten, der i begyndelsen blev ledsaget af piskende regn, som vi alle blev i, viste, at Lukas’ sange også virker i en renere folk-udgave, og han fortalte da også, at folkemusikken er en vigtig basis i hans sangskrivning. Den passende fint sammen med countrybandet, som også spillede en del af sættet uden gæstestjernen og dagen før i Bolero. Men konstellationen blev knaldgod og kan sagtens gentages.

Torsdag havde Dustbowl Revival fået æren af at sparke festivalen i gang på Open Air, og det gjorde de både charmerende og effektivt, og i de følgende dage var der mulighed for at høre et utal af amerikanske og canadiske bands (to mere samme dag på Open Air). Masser af god musik og måske lidt for meget af det samme … men hvordan når man det?

Jeg var glad for, at jeg blev og hørte en hel del af koncerten med de engelske søstre Rachel og Becky Unthanks med deres traditionelle musik fra Northumberland og med en masse musikere i ryggen. Selv om der var så meget andet, der trak, og man havde lyst til at gense hele pladsen og stikke hovedet ind alle vegne her på førstedagen. The Unthanks er ganske specielle og godt, at der også er plads til dem på en stor scene som Open Air. Også amerikanske Sierra Ferrell passede strålende til den store scene og vakte ret meget begejstring med sin country, americana og bluegrass, dejlige stemme og gode band samt i høj grad også en meget charmerende udstråling.