3HATTRIO (øverste foto) gav enkelte rigtige sange i en slags hypnotisk old-time-stil, men med guitar, bas og violin og diverse effekter dannede de snarere lydkulisser til digte om især ørkenen. Når de var bedst, gav det mindelser om Allen Ginsbergs og Jim Morrisons recitationer.
David Ramirez imponerede mig ikke rigtig. Måske skyldtes det stemningen på en sen lørdag aften. Han har en god dyb sangstemme, men formåede ikke rigtig at vinde lyttere til de eftertænksomme tekster. Sammen med sit band præsenterede hans sine americana-sange, som forekom uoriginale og mest lød som andre sangskriveres outtakes, f.eks. Neil Youngs Vampire Blues.
Sam Kelly
Amerikansk kvindeduet-sang fik vi af både grupperne The Secret Sisters (Laura & Lydia Rogers) og Jolie Holland/Samantha Parton med band. De er unge talenter og var ikke helt så guddommelige, som jeg havde håbet, men kan begge nå langt, når de har fundet en mere personlig stil.
Newyorkerne The Lone Bellow er efterhånden blevet faste artister på TF. Vi har kunnet følge deres musikalske udvikling, og med deres effektive band er de blevet meget professionelle og gode til de store scener. Måske et lidt for manipulerende og programmeret show med indlagt akustisk afdeling. Men stadig den bedste trestemmige vokalpræstation, jeg hørte på festivalen. The Lone Bellow var også med i afslutningskoncerten i Telt 1, hvor Darlingside og The Bros Landreth også var med under titlen ”Let’s Spend The Night Together”.
Det skulle da lige være britiske Sam Kelly & The Lost Boys, der kunne udfordre dem. Jeg omtalte her på Rootszone deres nye album, og deres optræden bestod af mange af sangene fra albummet og var nærmest bedre udført. Med perfekt lyd og uden svinkeærinder fik vi et frisk og professionelt show og kvitterede med velfortjent og stor begejstring.
The Lone Bellow Foto: per Dyrholm
