Tønder Festival er i fuld gang, og efter åbningen torsdag kl.12 havde det estiske band Trad. Attack! æren og fornøjelsen af at være første band på scenen, endda den store på Open Air. Det klarede de flot med en vældig energi på guitar, trommer og i hænderne på trioens sangerinde Sandra desuden sækkepibe med flere instrumenter. Trad.Attack! angriber, som navnet antyder, deres estiske folkemusik på en nutidig måde, og bandet er et stort navn derhjemme. Vejret artede sig efter en smule regn tidligt på dagen ganske godt og solrigt, så der var lagt op til en fin dag.
Man kunne boltre sig i mere end 25 koncerter, og som altid var det svært at vælge, hvilke man skulle fokusere på. Denne skribent er dog glad for sine valg, men udmærket klar over alt det, hun så gik glip af. Savage Rose havde på grund af sygdom måttet aflyse sin koncert kl. 19, men hold nu op, hvor fyldte den unge, amerikanske sanger og guitarist Parker Millsap pladsen totalt ud med sin vildt smukke vokal og rockede roots. Han og bandet var ganske enkelt fænomenale, og ingen kan vist ønske sig en bedre debut på Tønder Festival og i Danmark. Det er ikke noget under, at 24-årige Parker tidligere i år vandt prisen som Artist of the Year ved International Folk Music Awards.
Tidligere på dagen gjorde canadiske William Prince et rigtig godt indtryk fra Boleros scene, hvor især hans introduktioner og personlige fortællinger om sangene stod stærkt. Ligeledes gav Nive Nielsen en fin og inspirerende koncert på Klubscenen sammen med sine Deer Children, og publikum var stærkt tilfredse med den 37-årige sangerinde fra Grønland. Det samme var de i Telt 2, da The Dustbowl Revival fra Venice Beach veloplagte og med talrige instrumenter gav den fuld gas med bluegrass, swing, blues, soul med mere i et velkrydret og varmt miks.
Kl. 15 klippede Sam Outlaw snoren til det nye western-område Outlaw Village (tidligere Nola) og jo, det er opkaldt efter ham, da det ligesom lå lige til højrebenet. Sidst på aftenen i Telt 1 gav han med sit band en rigtig countrykoncert med tryk på country. Både han og Parker Millsap skal nok gå hen og blive ægte stjerner over there, og de er allerede godt på vej. Senere gav den nye trio Ulaid en superskarp koncert, men det er også tre (dog stadig ret unge) veteraner udi den irske traditionelle musik, nemlig John McSherry på fløjte og uilleann pipes, Seán Óg Graham på guitar og Dónal O’Connor på violin. Præcist, professionelt og topdygtigt spillet – som de irske bands med god grunde er kendt for.
Lucinda Williams gav en længe ventet koncert som den sidste på Open Air torsdag sammen med sit fede band. Ikke mindst hendes guitarist var suveræn. Nogle vil måske foretrække at høre hende i mere intime rammer, men jeg synes, at hun nåede godt ud med sin karakteristiske, sprøde stemme og tilbagelænede stil. Hun har skrevet et hav af gode sange gennem sit ikke altid lige lette liv, og vi fik et bredt udvalg. Desværre ikke ”Car Wheels On A Gravel Road”, som jeg formentlig ikke var den eneste, der ønskede sig. Hun ønskede sig Love, Hope, Peace og Freedom, og det vandt selvfølgelig varmt genklang. Et nødvendigt og vedkommende statement fra den amerikanske sangerinde, som kun har spillet i alt fem koncerter i Danmark i sin lange karriere. Men lad det endelig blive til mange flere. Der kommer meget mere fra Tønder Festival i de kommende dage, hvor hele rootszone.dks redaktion med stor fornøjelse befinder sig.