I år kommer Folkekons rundt i landet i en kvintetudgave, og repertoiret kommer til at byde på helt ny musik. I øvelejren op til turnéen har de unge musikstuderende haft bassist og komponist Thommy Andersson som mentor. De er i øvelejr, hvor de har arbejdet med hans kompositioner, som tager afsæt i den svenske folkemusik. Men det er moderne musik, og noget af den ny-komponerede, originale musik har de selv skrevet.
Frederik Mensink, en af de fem musikere, fortæller, at ”Folkekons vil tage publikum på en helt speciel rejse, hvor både det inderlige, det vilde og det medrivende vil blive udforsket. Gamle og nye toner, sange og danse blander sig i folkemusikken, som aldrig er gammel eller ung, aldrig lader sig eje, men er herreløs, tidløs og altid aktuel”.
Kvintetten fra Folkekons består af Thea Valgren, tværfløjte, Charlotte Ljungstrøm/vokal/klaver, Jonas Lærke Clausen på violin/mandolin, Martin Strange Lorenzen, klarinetter og Frederik Mensink på kontrabas/torader.
Som Martin Strange Lorenzen udtrykket det, så er der aldrig nogen, som har haft patent på folkemusikken. Den har været spillet af almuen, og den har altid har levet på de udøvende musikeres egne præmisser. Først i nyere tid har man kunnet uddanne sig inden for folkemusik. På en måde ejendommeligt når genren altid har været spillet af uskolede, selvlærte, almindelige mennesker.
Men man kan da så sige, at siden Syddansk Musikkonservatoriums folkemusiklinje blev skabt, har vi i Danmark fået en lang række meget veluddannede, superdygtige musikere ud af det – og fem af dem kan man altså høre f.eks. på Gimle i Roskilde den 13. januar kl. 16.
Turneen starter allerede torsdag d. 10. januar i Sønderborg, dagen efter sker det i Thorøhuse, derefter Dragør Kirke. Efter Roskilde bliver det Søstrehuset, Heltborg Museum og Viborg Musikskole. Kvintetten runder af d. 18 januar på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.
Øverste foto: Ivan Riodan Boll.