Rootszone.dks skribent Claus Hellgren Larsen har støvet sine ungdoms LP’er af, lyttet dem igennem sammen med mange nye udgivelser. Her er første del af hans artikel om fænomenet psych-folk. Anden del følger fredag.

 Vi, der har oplevet mange musikbetegnelser komme og gå, er nok lidt forsigtige, når der kommer nye. Vi er tilbøjelige til at vente og se substansen af dem, før vi selv anvender dem. Det var jeg i hvert fald, da jeg stødte på psych-folk for nogle år siden.

Betegnelsen har sammen med acid-folk floreret som betegnelser for en særlig musikgenre. De fleste bruger nu psych-folk som fællesbenævnelse. I starten var det en kategori for eksperimenterende folkemusik, der ikke passede ind andre steder. Den blev først anvendt af musiksamlere og andre interesserede i musikhistorie, men er nu blevet almindelig blandt musikere og branchefolk og er begyndt at figurere i medierne og på salgslister fra pladeselskaber.

Blandt de andre undergenrer af folk er den måske blevet mest trendy og har fået mange nye udøvere. Så selv om det er endnu én af disse svært definerbare genrebetegnelser, kan man lige så godt vænne sig til begrebet, forsøge at drage gavn af det og bruge det bedst muligt. Derfor denne danske introduktion til psych[saik]-folk.

Fotheringay_1970Lidt historie: Vi skal tilbage til 1960’erne, hvor lysten til at eksperimentere var stor, og det var revolutionerende bare at bruge rockinstrumenter som el-guitarer, trommesæt m.m. i folkemusiksammenhæng. Beretningerne om Bob Dylans og (stadig meget aktive) Fairport Conventions ”forræderi” ved at sætte strøm til folkemusikken er underholdende, men det var dengang alvorlige opgør med musiktraditionerne. Dele af rockmusikken var i slutningen af 1960’erne blevet psykedelisk, og folkemusikken var også med fra starten. Donovan indspillede i 1966 Sunshine Superman, som regnes for det første populære stykke psych-folk – det første, som kom på hitlisterne.

Folkemusikken fik et helt nyt, ungt publikum, som ikke så noget galt i at elektrificere folkemusikken. Der fulgte herefter en strøm af ny folkemusik, som nu er bedst dokumenteret på de mange pladeudgivelser. Selv introverte og excentriske folkesangere som Paul Simon, Tim Buckley, Roy Harper og Bert Jansch fik succes. Siden er navne som Nick Drake, Syd Barrett og Sixto Rodriguez blevet genopdaget af fortidens glemsel og ophøjet til nutidig kultstatus. Rodriguez har f.eks. lige optrådt tre dage for et udsolgt Royal Albert Hall i London, og der er sikkert flere lignende eksempler på vej.

Tyrannosaurus Rex, The Incredible String Band og til dels The Band fra USA regnes for de tidligste populære psych-folk-grupper og solgte også mange plader i slutningen af 1960’erne. Fairport Convention, Traffic, Fotheringay og The Byrds regnes almindeligvis for folk-rock, selv om der er mange psych-elementer i deres musik. Især i starten af 70’erne udkom imidlertid også mange udgivelser med eksperimenterende folkemusik, der ikke solgte meget – og blev glemt. Enten fordi ingen gad høre på dem, eller fordi de ikke fik lejlighed til det. Meget af denne musik gemte sig bag mere eller mindre fantasifulde orkesternavne som Kaleidoscope, Dr. Strangely Strange, Trees, The Fool, Trader Horn, Forest, Gryphon, Stone Poneys, Earth Opera, Eclection, Pearls Before Swine, Mellow Candle osv. Det var ny, syret folkemusik fra især UK og USA lavet af en hær af brogede hippier, som søgte nye musikalske veje bort fra traditionerne.

The FoolDisse mere eller mindre obskure bands og solister har nu også fået ny aktualitet. Musikhistorikerne og små pladeselskaber fik nemlig travlt med at finde musikmateriale frem af glemslen ud fra devisen: Jo skævere og mærkeligere, des bedre. Vist er der da dukket nogle kostbare musikskatte op, som rummer mange gode ideer og smukke passager, men altså også lange ørkenvandringer uden hoved og hale.

Flere af musikerne fra disse orkestre opnåede siden succes og blev professionelle rock- eller folkemusikere, f.eks. Marc Bolan med T.Rex, Linda Ronstadt, Peter Rowan og Richard Thompson . Nogle af de oprindelige musikere har med vekslende held forsøgt at genskabe stemningen fra den oprindelige psych-folk, bl.a. Mike Heron, Robin Williamson, Vashti Bunyan og Thistletown.

Psykedelia er fællesbetegnelsen for produkter fra subkulturen, der er opstået som inspiration fra de bevidsthedsudvidende stoffer. Siden slutningen af 1960’erne er psykedelia manifesteret i kunsten, moden, reklamen og rocken, men også i folkemusikken. Med epicenter i San Francisco og London opstod nye ideologier, og der kom store mængder af mystisk musik, som skabte rystelser i resten af verden. Klædt i farvestrålende dragter og instrumenteret med krumhorn, cembalo, citar og lut og med ønsket om en ny bevidsthed kom en hele stammer af unge trubadurer, som fandt et sammenhold i musikken. Opslugt af en blanding af ren eskapisme, middelalderromantik, rottefængeri, shamanisme og meget andet indtog de gader, musiksteder, festivaler og pladestudier. Dengang kaldte man dem ikke noget bestemt, men disse musikere er nu blevet psych-folk. Folkemusikken var blevet så populær, at den sagtens kunne rumme disse eksperimenter. (fortsættes).