Fredag aften lagde Plænen i Tivoli scene til Passenger, som fik et gennembrud over det meste af verden med det iørefaldende kæmpehit ”Let Her Go”. Ret meget mere end det vidste jeg faktisk ikke på forhånd. Men det viste sig, at Mike Rosenberg, som han egentlig hedder, i høj grad har folk-tilbøjeligheder, og efterfølgende har jeg da også erfaret, at han omtales som folkrock-singer-songwriter på Wikipedia og har modtaget en Independent Music Award som bedste folksinger. I øvrigt er han kendt for at buske før sine koncerter, som regel annonceret på hans facebookside. Det gjorde han også i København dagen før koncerten i Tivoli fredag. Man kan vel med lidt god vilje tolke det som, at han også gerne vil spille for ”blinde passagerer”.
Men jeg forventede altså ham & et band i ryggen fyre nogle fede popsange af med sin ret specielle teddybjørnsbløde, tuttenuttede stemme, som mange tydeligvis er faldet for – og som meget muligt er dét, der lige præcis har givet ham succesen. Men det er en stemme, der egentlig ikke passer til hans maskuline udseende og udstråling. Han er en festlig, veloplagt, fuldskægget charmetrold af en 30-årig gut, som i høj grad kan fyre den af helt alene på scenen.
Sådan som denne sides læsere selvfølgelig har oplevet masser af folkemusikere gøre. For på folkscenen findes der jo i lige så høj grad som i poppen & rocken mange store musikere med superfine sange. Men alt for sjældent kommer de igennem det kommercielle nåleøje, selv om de lever i og med musik hele livet. Dog sjældent med millionsalg og verdensberømmelse, som Passenger fik det med sit tredje album ”All the Little Lights” i 2012 med nummeret ”Let Her Go”.
Hvad er det, der gør, at netop han brager igennem, hvor en folkesanger sjældnere gør det? Er det, fordi hans sange har lige dét anstrøg af pop frem for folk, som falder helt rigtigt ind i ørerne på det store (unge) publikum? Og at sangene (også) gør det, fordi de spilles så meget på alverdens radiokanaler, at der skabes den altafgørende synergieffekt.
Alt det stod jeg og tænkte, mens jeg for lyttede til Passenger live i Tivoli. Her stod han helt alene på den store scene – kun med sin guitar og ”Let Her Go” i håndbagagen. Og, viste det sig, en lang række andre veloplagte sange. Og manden udstråler jo i den grad glæde ved at være til stede. Ved at stå foran et tydeligt begejstret publikum. Han er gennem sympatisk, skriver finurlige tekster og mundrette melodier. Han arbejder for sagen og er alt andet end tilbagelænet.
En kunstner helt alene på scenen med et akustisk instrument er vi så vant til i folkens verden. Men jeg bilder mig ind, at det for mange pop- og rocktøser (af begge køn) nærmest opleves som både eksotisk og exceptionelt, at man helt solo kan holde den gående og holde publikum i sin hule hånd. Men Mike Rosenberg gjorde det i al fald med storcharme og nærvær – og altså med masser af folk indeni de velskrevne popnumre.
Heldigvis har der længe været en klar tendens til, at poppen og rocken henter inspiration i folk & roots & traditioner – og så evner at skrue det sammen på både charmerende og salgbare måder. Der er alt andet lige også med til at skabe opmærksomhed om folkemusikken.
Passenger var egentlig et band med en enkelt albumudgivelse frem til 2009, hvor Mike Rosenberg fortsatte solo og brugte samme navn. I 2009 udgav han Wide Eyes, Blind Love, derefter gennembrudsalbummet og her for nylig kom ”Whispers”, der også er blevet modtaget rigtig godt.
Passenger skal nok være netop dét i en del år frem og turnere over hele verden.
