De engelske folkrockere Oysterband kan i år fejre deres 40 års jubilæum. Det bliver markeret med en turné, hvor bandet hen over sommeren er på tur rundt i England. Til oktober drager det populære band til Tyskland og Danmark, inden de slutter året med endnu 14 koncerter i Storbritannien til november.

Deres danske fans får mulighed for at lytte til Oysterband første gang 25. oktober på Tobakken i Esbjerg, og så spiller bandet de efterfølgende fire dage. Portalen i Greve er andet stop på turen, så følger det Ny Teater i Horsens, Industrien i Aarup og afsluttende med en koncert i Tøjhuset i Fredericia.

Det er gennem årene blevet til 15 albums under nuværende navn plus tidligere udgivelser som The Oyster Band og Oyster Ceilidh Band. Det er blevet til mange turneer til Nordamerika, Europa og Asien, og på jubilæumsturen kommer bandets besætning med John Jones, Alan Prosser, Ian Telfer, Al Scott, Adrian Oxaal og det nyeste medlem Pete Flood på scenen. De tre førstnævnte har været med, lige siden bandet indspillede det allerførste album.