En musiker, som i den grad personificerer roots/world-musikken, er Ry Cooder. Mange år før vi begyndte at bruge disse betegnelser, var han i gang med at genopdage og revitalisere den gamle folkemusik fra store dele af verden. Først USA, Mexico, Hawaii og siden Afrika, Østen og Cuba med de populære Buena Vista Social Club-projekter.
Som ung startede han i de tidlige 1960’ere i Los Angeles’ folk-miljø med at spille blues og bluegrass på diverse strengeinstrumenter, men det var som studiemusiker og guitarvirtuos, vi kunne høre ham på plader med The Rolling Stones, Van Morrison, Chieftains m.fl. Siden 1970 har han lavet en lang række soloalbums, hvor han ubesværet bevæger sig rundt i mange musikgenrer.
Da han fik til opgave at lave filmmusik til først Paris, Texas og siden Borderline løste han det over al forventning. Med især sin slideguitar ramte han en lyd, en stemning, ja nærmest en sjælstilstand af udkants-sydstaterne, som nu nærmest er blevet standard underlægningsmusik til andre spillefilm eller dokumentarfilm fra området.
72-årige Cooders karriere har været præget af uforudsigelige projekter og ideer, som har været styret af hans kærlighed til de mere obskure sider af musikhistorien. Han er en musikolog, som overraskende også har opnået kommerciel succes. F.eks. med soloalbummet Bop Till You Drop, som han måtte følge op med en større turné. Den bragte ham på et sjældent Danmarksbesøg og en uforglemmelig koncert fyldt med skæv humor og stor spilleglæde.
Siden har Cooder bl.a. lavet en række koncept-albums med nye, selvskrevne sange, og selv om de handler om så konkrete emner som: En kat (My Name Is Buddy), en bydel (Chávez Ravine) eller en racerkører (I, Flathead), så er det hans sociale og politiske kommentarer, der skinner igennem de musikalske fortællinger.
Hans sympati for mange mindretalsbefolkninger har været grundmaterialet i hans musik. Hvad enten det har været de historiske (som den såkaldte Dust Bowl-migration), eller det er de nutidige problemer i USA, så har de hans bevågenhed. Det kan også høres på The Prodigal Son – hans første soloalbum i seks år, der kom i 2018. Her er hans kritiske hentydninger til især den aktuelle politiske og humanitære dystopi utvetydige.
At lytte Ryland Peter Cooders bagkatalog igennem er først og fremmest et åbent vindue til en mestermusiker, som har flere facetter end de store stjerner. Hans musikalske nysgerrighed har været en stærkere drivkraft end ønsket om popularitet. I stedet for at hvile på de successer, han alligevel har opnået, så tyder det på, at han fortsat vil udforske nye musikalske områder og tilføre dem sit musikalske overskud og overblik.
