Red Knuckles & The Trailblazers alias Hot Rize Foto: Per Dyrholm
Ikke kun var Tønder Festival 2015’s program imponerende, det var også sammensat så smart, at vi gæster kunne fylde de fire dage med vores foretrukne musik, hvad enten det er den traditionelle eller den moderne folkemusik. Desuden blev endagsgæster også tilgodeset, idet de fleste acts optrådte flere gange. Jeg koncentrerede mig om den nordamerikanske musik i både trad og moderne stil og havde travlt, fordi americana var rigt repræsenteret.
Sturgill Simpson med band sluttede torsdagens koncerter i Telt 1 med et brag. De startede med et par af Simpsons sange i rigtig Nashville-stil med den nasale måde at synge på, som især stjernerne George Jones og Merle Haggard gjorde til et varemærke – tilsat såkaldt chicken pickin’ på guitar. I løbet af sættet blev stilen dog mere og mere aggressiv for at ende i et syret lydorgie. Det kunne være en udfordring for folkemusikpublikummet, men mine nærmeste omgivelser var begejstrede fans, der skrålede med og ikke kunne få nok.
Three Tall Pines Foto: Claus Hellgren
”Jeg tror, at der er flere danskere, som kender Carter Stanley (fra det historiske bluegrassband The Stanley Brothers), end der er i Nashville”, sagde Simpson. Det er nok en overdrivelse. Men det viser, at han ikke har meget til overs for den etablerede countrymusikindustri, der ser ud til at have glemt de musikalske rødder. Han virkede som en vred, ung mand, der ikke lefler for publikum, men lader musikken tale med store bogstaver. Især guitaristen Laur Joamets (fra Estland) var lidt af en sensation. Countryrock af bedste skuffe, og et sats fra arrangørerne, som lykkedes.
Hot Rize spiller traditionel bluegrass. Derfor er det ikke en fornærmelse at påstå, at de næsten ikke har forandret sig, siden de i midten af 1970’erne optrådte i Danmark for første gang. En stor del af repertoiret er nemlig identisk. Det er formentlig de samme instrumenter, måske de samme grå habitter, og også deres sidekick Red Knuckles & The Trailblazers er stadig på programmet. Efter en mangeårig pause og tabet af guitaristen Charles Sawtelle fremstår de nu i en opdateret udgave – og med én af de allerbedste bluegrass-guitarister, Bryan Sutton. Tim O’Brien med tenorsang, mandolin og fiddle har i mellemtiden været en flittig gæst i Tønder med forskellige musikere. Pete Wernick har mest helliget sig banjoundervisning og fik for øvrigt en optræden på Go’ morgen Danmark. Det var et glædeligt gensyn med Hot Rize, som stadig er hotte, og som i respekt for fans og festivalgæster oven i købet præsenterede forskelligt repertoire på deres to optrædender.
The Hot Seats Foto: Claus Hellgren
Et forholdsvis nyt og lavere profileret bluegrassband er Three Tall Pines. De optrådte på de mindre scener og var benovede over det lydhøre publikum. Boston-drengene fik hurtigt rystet nervøsiteten af sig og fik præsenteret en god koncert med egne sange samt Bill Monroe-klassikere som Walls Of Time og With Body & Soul.
The Hot Seats var et sjovt bekendtskab. Kvintetten fra Virginia spredte ægte musikglæde med deres mix af oldtime og bluegrass. For dem drejer det sig ikke om dyre instrumenter, flot lyd, fancy garderober og gennemarbejdede arrangementer. Nej, det handler om at feste, jamme og søge efter musikkens urkraft. Det var både skramlende, upræcist og rodet, og så pludselig ramte de den der helt rigtige blanding af rytmer og harmonier, som forplanter sig og får hele rummet til at swinge. Godt at blive mindet om det elementære i folkemusikken.
Zach Williams, The Lone Bellow. Foto: Per Dyrholm
Helt anderledes sofistikeret var The Lone Bellow. Den oprindelige trio er udvidet til en godt sammenspillet kvintet. De leverede to ens flotte indstuderede shows. Deres polerede countryrock skiftede mellem det storladne og det inderlige med vægt på deres stærke vokaler. Deres professionalitet kan fylde de store scener.
Men prisen for bedste harmonivokaler går efter min mening til The Wailin’ Jennys – et navn, der vistnok er et ordspil med country-outlaw Waylon Jennings. Heather Masse, USA, Nicky Mehta og Ruth Moody fra Canada har spillet og sunget sammen i 13 år, og det kan høres. De startede med en acapella, som var så forfinet, at det mere var lyde end ord.
Pigerne brugte den gængse mikrofonopstilling, men det det glæder mig at se, hvorledes retro-opstillingen med én mikrofon, som Hot Rize i sin tid var med til at genindføre, er blevet almindelig. Det giver både mere bevægelige musikere på scenen og den rene lyd fra de akustiske instrumenter.
Mere følger fra Tønder, og vi kan ikke udelukke, at nogle navne nævnes af mere end én af vores anmeldere.
Kanene Donehey Pipkin fra The Lone Bellow. Foto: Per Dyrholm
