9.-13. maj går det løs med årets Spot Festival i Aarhus. Den har været afholdt siden 1994, og sidste år blev der afviklet mere end 300 koncerter fordelt på 38 scener.
Her kan man i år møde den svenske singersongwriter Albert af Ekenstam. Fra Norge kommer kvintetten Hajk, der står for indietoner. Så kan man glæde sig over, at sangerinden Kajsa Vala med band kommer. Hun har været anmeldt her på siden for kort tid siden.
Patrick Dorgan, dansk/irsk singersongwriter, som bl.a. har optrådt på Lille Vega, bliver et spændende bekendtskab. Det gør også folk-duoen The Attic Sleepers, der udsendte deres første album sidste år. 58 navne er frigivet netop nu, men mange flere følger de kommende uger. Og man kan forvente mange nye unge talenter på scenerne, da det tilstræbes, at der er omkring 50 procent debutanter på programmet.
En festivalbillet koster 525 kr. indtil 31. marts, så stiger prisen med 50 kr. En ungdomsbillet (u. 25 år) koster kun 345 kr. Der kan også købes enkeltdages billetter til 275 kr. lige nu og 300 kr. efter 31. marts.