Ansøgningsfristen er allerede 1. maj, så læs det her nu, hvis du kunne tænke dig at være med til at udvælge de musikgrupper, der skal have chancen på Levende Musik i Skolen-turné fremover. De to nye medlemmer skal helst have kompetencer og viden inden for netop folk- og verdensmusik, og mon ikke en stor del af rootszone.dks læsere har præcis det? Og lyst til at bruge dem. Electronica og klassisk kan også være aktuelt.
Levende Musik i Skolen, LMS, har et fagudvalg bestående af seks medlemmer, der hver sidder i tre år. Derfor udskiftes medlemmerne løbende, og netop nu har du altså chancen for at komme ind og få stor indflydelse på, hvilke ca. 100 professionelle grupper/solister, som skal ud og spille koncerter for skoleelever på diverse klassetrin i de næste sæsoner.
Det kræver musikfaglig indsigt i én eller flere musikgenrer, som kan supplere de kompetencer, udvalget allerede sidder inde med. Solidt kendskab til det aktuelle musikmiljø er vigtigt, ligesom det er en fodel at have viden om kunstnerisk formidling til børn.
Så folk- og worldmennesker: Kom til tasterne og grib chancen. Det haster, men måske har du god tid netop nu. Apropos Corona, så er de nuværende LMS-koncerter desværre, men naturligvis sat på pause.
Du kan læse alle detaljer på dette link: https://lms.dk/lms/nyheder/nyhedsvisning/?AjrDcmntId=2010
Øverste foto: Zenobia, et af de band man kan møde ved skolekoncerterne.